I går aftes var jeg til koncert i Holstebro. nej det var ikke kocert, men jeg følte det som en koncert. Det var en ballet. Schaufus havde brugt Elvis Presleys musik og sat dans til. Det virkede som om der altid burde have været dansere med. Fuldstændig som om alt bare var en organisme af lys, lyd og bevægelse. En særlig oplevelse af dem man husker.
Og så stod vi bare der og klappede. Stumme som fisk under vand, typiske nordboer, der ikke åbner munden, selv om de er dødbegejstrede. Jeg gjorde heller ikke. For det kan man jo ikke. Det har jeg lært ligesom alle de andre.
Hjemme igen så vi resterne af promenadekoncerten i Royal Albert Hall
i London. Her er man ikke stum. Hvor giver det sammenhold og fælleskab, at samles om noget man er fæles om. Lad os fremhæve ligheder i stedet for hele tiden at finde forskelle. Vi er jo bare mennesker, eller hvad?