Det går op - og det går ned..

Mandag morgen står konkurrencehesten med hævet ben. Klippede ham fra knæet og ned, for bedre at kunne se forskel - og hvilken forskel, desværre. Hævet fra koden og ned. Frygter selvfølgelig for en seneskade, for det ville virkelig være ØV, men intet er sikkert. Dyrlægen er kontaktet og ringer forhåbentlig tilbage vedr. tidsbestilling til i morgen. Smeden er også kontaktet - hvis jeg er heldig, kan han også komme i morgen. Jeg håber inderligt at der er tale om en hovbyld, for så er det ovre i en fart. Synes bare jeg har kunne fornemme at det har været undervejs i længere tid, end bare siden sidste uge. Nå, intet andet at gøre, end at vente på dommen.

I fredags besøgte jeg unghesten. Det var meningen jeg skulle ride, for første gang. Sådan gik det ikke. Den var en lort uden lige. Bukkede, stejlede, bange for alt. Jeg kunne slet ikke kende min fine unge dreng. Jeg har brugt en telepeut til ham tidligere. Jeg kontaktede hende med min frustration - og jeg fik medhold i min bekymring. Han er ked af det og vil gerne hjem. Han trives ikke, men han gør hvad han kan for at kapere det hele. Og han er blevet sindssygt lækker. Også meget mere, end hvad jeg nogensinde turde håbe. Men jeg kommer til at lægge mig i selen, når det kommer til træningen af ham.

Jeg er i tvivl om hvorvidt opgaven bliver for stor for mig. Om jeg magter den - og om jeg kan komme ud på den anden side, med lemmerne i behold. Jeg skal mentaltræne, konditions- og styrketræne, på alle måder gøre mit ypperste for, at være helt klar til ham. Det bliver den vildeste test - den vildeste rejse. Enten er det dumt - eller også dumdristigt. Jeg ville ønske jeg kunne få øje på den kloge vej, som ikke ender med at den dør, men lige nu må jeg selv bane vejen for ham.

Man har tendens til at søge alternative metoder, når man er på glatis. Jeg er på glatis.

Jeg håbede jeg kunne skrive mig til ro i dag, men den gik ikke. Jeg har stadig den samme uro, som da jeg startede.