Jeg er startet på den vidergående uddannelse markedsføringsøkonom - filmbranchen 1/9-05.
Det er muligvis det bedste jeg nogen sinde har gjordt! Læser man min dagbog igennem kan man hurtigt ane at der er mere melankoni at finde der, end man finder glæde - ikke fordi jeg altid synes det er synd for mig selv, men der har været en del og kæmpe med, og hvergang jeg har givet slip på en epoke af mit liv, har jeg troet jeg MÅTTE gå noget bedre i møde - og hver gang blev jeg mere eller mindre skuffet. Først slap jeg fra mobning på folkeskolen til mobning og øgenavn på efterskolen. Så kom jeg i gymnasiet hvor jeg fik et par venner, og det var i forhold til alt andet nok til at jeg græd af glæde bare det at de kom helt automatisk og sad sammen med mig i frikvarteret, noget jeg bare aldrig havde været vandt til at nogen gjorde. Bare det at der var to, og det ikke var en anden ubestemt jeg endte med fordi den person også var røget uden for klassens samfund. De tre år var også bedre end før, jeg oplevede aldrig at blive mobbet på den samme åbentlyse måde, jeg fik en mere veninde fra paraelklassen, og den gang i 2.g var jeg kommet langt nok til at prøve at opsøge en dreng jeg godt kunne lide, stadig enormt genert, selvudslettende og uden tro på at jeg fortjente det ret meget.
I 3.g var min selvtillid ved at kunne forefindes under nogen omstændigheder igen, og jeg mente at jeg havde det godt med mine omgivelser - dvs. lige indtil den dag hvor vi begyndte at lave blåbog. Det jeg så stå i min blåbog, var alt det jeg troede jeg havde sluppet for, lige pludselig så jeg øgenavnet fra efterskolen, kombineret med alverdens andre - da jeg læste det brød jeg vel nærmest sammen, det er det tætteste jeg nogen sinde er kommet på sindsyg. Jeg kunne ikke tænke normalt, dem jeg havde fortalt om min efterskoletid/øgenavnet var dem jeg stolede mest på, det var samtidig de eneste jeg kunne forestille kunne have skrevet noget i min blå bog, jeg besluttede mig hurtigt at ud fra de forudsætninger måtte det være min ex der havde skrevet det, ikke at han var bevidst ondskabsfuld, men han tænkte sig ikke altid ordentligt om når det galt andre mennesker - så jeg skrev en lang sms, hvor jeg i store ord fortalte ham hvilken idiot han var. Selvfølgelig var det ikke ham. Jeg havde gjordt noget jeg nu inderligt fortrød, men jeg var stadig ked af det, såret på en hel uhyggelig måde der gjorde at jeg ikke tænkte som jeg plejede. Jeg vidste godt at de tilbageværende af mine venner bare ikke kunne have gjordt sådan noget, de er hjertevarme personer, men igen kunne jeg ikke forestille mig at nogen der ikke kendte mig godt kunne finde på at skive i min blåbog. Jeg er faktisk lykkelig for at min veninde spurgte mig tilbage, om jeg selv troede hun havde gjordt det, da jeg spurgte hende - det gav mig en chance for at tænke mig om, at vågne op igen fra et frygteligt mareridt.

Derefter tog jeg til Belgien, fik 3 veninder, hvoraf den ene nærmest var min soulmate - uheldigvis tog hun hjem efter kort tid. Så stod jeg tilbage som det tredje hjul - vi plejede at være 2*2 der gik sammen, nu var vi 2+1. Jeg havde dem, men ikke nær så godt som de havde hinanden, og der har været mange weekender hvor jeg kontaktede den ene og fik afvide at de havde en aftale med hinanden. Vi vidste alle sammen at det gik rigtig dårligt når vi var en trio sammen, så vi forsøgte at blive 2, og ofte betød det at jeg var alene - en hel del mere end de andre var alene. På grund af mit tætte forhold med hende der tog hjem, og de to i sidekanten, var den der introtid hvor man finder hinanden gået for gruppen af au pairs, og der var dannet grupper. Derfor gik mit år i Belgien, stille og roligt, men en anelse ensomt. Igen mobning, anderledes venskaber end nogen sinde før - jeg har faktisk aldrig skændtes så meget med mine venner før som jeg gjorde der, især fordi jeg forsøgte at gøre dem opmærksom på at jeg syntes at de behandlede mig dårligt. Det var dog et lærerigt år, jeg er vandt til trofaste venner, ikke venskaber der fører en virvelstorm med sig.

Efter året dernede, kom jeg hjem igen, hjem til lille Danmark og startede langsomt mine venskaber herhjemme op, samtidig med at jeg forsøgte at få styr på fremtiden. Jeg troede jeg skulle være kiropraktor, eller håbede ihvertfald på det, men jeg kom ikke ind. Det at jeg derefter ikke havde så mange muligheder at vælge imellem, gjorde at jeg fik lettere ved at finde ud af hvad jeg så ville. Jeg søgte Administratorøkonom, serviceøkonom, markedsføringsøkonom og "Sundhed og ernæring". Ikke at jeg nogen sinde havde troet at jeg skulle være noget som helst med ordet "økonom", men det så faktisk spændende ud da jeg så nærmere på det. Jeg kom ind alle steder, og valgte markedsføringsøkonom ud. Da jeg fik bekræftelsesblanketten stod der noget med "filmlinien" og jeg var solgt. Der var heldigvis plads.

I min nye klasse går det enormt godt, jeg er venner med stort set alle, jeg snakker fast med en 6-8 stykker hver dag, og har en tættere veninde. De er så søde alle sammen, og jeg har det sjovt, spændende og dejligt. Jeg spekulerer ikke længere på hvem jeg skal sidde ved siden af når jeg kommer i skole, jeg kan føler mig godt tilpas overalt, når jeg sætter mig ved jeg at jeg ikke kommer til at sidde alene, det gode er at jeg tager det for givet, ikke at jeg synes man skal tage hinanden for givet, men det er bedre end at komme og være bange for at jeg ender helt alene, det er jeg ikke bange for mere.