Jeg står og venter på min bus. Det er koldt uden for, og træerne overfor står nøgne i den svage vind, klar til foråret. Bag træerne holder der flere biler end der plejer at være, hvilket tyder på, at en større familie og deres venner, er samlet der i dag. Tæt på alle disse biler, står en sort bil, der adskiller sig fra alle andre biler. Den vender den forkerte vej, og dens bagende er åben, klar til at blive lastet. Denne bil står parkeret ved flagstangen, vis flag hænger på halvt, imens den blafre i den kolde vind. Min bus er som altid forsinket, det er den tit om fredagen. Lyden af det første klokke slag bryder stilheden, men toner ud inden det næste slag falder. De næste slag falder lige så svagt og udtrukne som det første. Hver tone der bryder stilheden, får lov at dø i kulden. Hvert øjeblik kan døren gå op, det er set så mange gange før, og en lille skare vil stille bevæge sig ned imod den ventende sorte bil. bærende på en større kiste, som de vil laste i den ventende bil. derfra vil den snart blive kørt væk. Foran dem vil gå en person klædt i sort. fra hvor jeg står, vil det blot se ud som om at personen klædt i sort, står og kigger på den fremmødte skare. Jeg plejer ikke at kunne høre hvad der bliver sagt, afstanden er gerne for stor. Så langt når de dog ikke i dag, min bus kom inden. Jeg sætter mig op i den, og tager en af de pladser jeg plejer at sætte mig på. Jeg tager min telefon frem, der er stadig liv i den.

Jeg tog hjem til mine forældre i dag, - jeg havde købt 3 små fromagere med passionsfrugt smag. Dem havde vi aldrig prøvet før, så tænkte at det var noget. De var gode nok, men der er en trist plet inde i mig. Jeg fik noget at vide som jeg helst ikke vil tænke på.. som en forberedelse på, når de ikke er der mere engang. Jeg bryder mig ikke om det.