Jeg håber hele tiden, at det skal ringe på døren.

Og jeg håber, at han har svært ved at slippe mig med tankerne.

Jeg hader, at det ikke bare kan være nemt. Har ondt af ham, burde vel bare synes, at han er en usympatisk skid, men der var ikke så meget tvivl i hans øjne, da han sad der på gulvet og tog sko på. Det var så tydligt, at han tænkte: "Hun er bare helt fantastisk, men hvorfor skulle det ske?"

Men jeg forstår ham på en eller anden måde godt.

Da han fulgte mig hjem, vi gik der hånd i hånd. Han spurgte, hvilke dage han kunne forvente at støde på mig på studiet. Er glad for, at jeg skal væk denne uge - ved, han vil være der meget med forsvar af specialet torsdag. Og jeg tror bare, han skal have tid. Ja, ønsketænkning. Men han skal have tid til at finde ud af, hvad han vil. Og det må jeg jo så bare give ham - og så må vi jo se.

Det sidste, han sagde, før han gik. Er forresten glad for, at jeg ikke bad ham blive og holde om mig - så ville det være for nemt at feje det væk som en fejltagelse. Nu var det noget reelt. Damn... men igen, det sidste, han sagde - at han havde ledt efter mig den tirsdag. Vi havde mødtes om fredagen, og han havde lovet at se forbi arbejdet tirsdag. Det gjorde han bare aldrig. Men det gjorde han så - jeg var der bare ikke.

Sidder og tuder over Notting Hill nu.

Det er svært at være standhaftig, når man føler lidt for meget.