Hej
Jeg begyndte i fredags med at være vikar hos Mette Munk. Mette Munk er en fabrik der producerer kager o.l. Fredag var en iorden dag. Først havde vi vrøvl med maskinerne til at producere kanelsnegle og når det skete rendte jeg frem og tilbage med buttedej for nogle andre, men da fejlene var utrolig mange skiftede vi derfor til at pakke tærter - ikke slemt overhovedet. I fredags syntedes jeg at de havde nogle smarte maskiner på fabrikken, da jeg bare skulle sende en kasse igennem en for at få den klistret både for oven og for neden. Altså var det en udemærket dag, hvor jeg kunne snakke med de 2 andre og mere erfarne vikarer Helle og Iben.
I dag var så knap så god en dag endda, faktisk var den rædselsfuld.
Vi lagde ud med at forsøge at pakke snegle i høj fart. Jeg fik besked om først at hjælpe stableren (det samme job som jeg havde i fredags var vi nu 2om), men kort derefter var der skift, og jeg skulle istedet hjælpe med at folde nogle kasser og klistre bunden til manualt. Det var jeg ikke så god til da jeg ikke helt har fornemmelsen for at håndtere de der klister-fiduser i høj fart, og inden længe manglede der kasser hvilket betød sure miner rettet mod mig. Jeg fik lidt hjælp til at nå det hele, og tilsidst satte de en automatisk kassefolder på sagen. På et tidspunkt byttede vi over til at arbejde med spandaurer istedet. Det gjorde vi faktisk på to måder idag. Først i sæt. Spandaurer kom i hobevis på et bånd og så stod der 3 personer og tog fra til 8 stks. pap-plader, derefter blev de sendt ind til at få folie om sig(krympning kaldes det vist), derefter stod der en på den anden side og pakkede 3 plader i en kasse og lukkede dem på kryds (høj fart), så blev de sendt til klistring, manuel mærkat og så stabling. Krympemaskinen kunne godt gå ned og så skulle den person der ellers satte spandaurerne i maskinen skynde sig at tage bakkerne fra igen og sætte dem på bageplader og op på en rulle-reol. Når maskinen så igen fungerede, skulle pladerne ned, samtidig med at man stadig sørgede for at få sat de evigt strømmende spandaurer på plads i maskinen. Da jeg blev sat til at lægge spandaurer i kasse og lukke dem på kryds fik jeg ikke at vide nøjagtigt hvordan. Jeg havde egentlig en ide om hvorledes det skulle gøres - så det gjorde jeg. Først spanduarerne i kassen, lukke første flap, så anden, tredje, fjerde og noget med ind under, og så sendte jeg kassen videre i fuld fart uden at kigge mere på den - for spandaurerne var allerede ved at oversvømme mig. Det var forkert. Jeg havde ikke set at jeg lukkede dem forkert ved at putte den forkerte flap under en anden, og det var lige med endnu en opråbning, og jeg fandt selv ud af at folde dem rigtigt. Så begyndte jeg at folde dem som de skulle, men ærligtalt kunne jeg overhovedet ikke følge med på min måde. De kom og de kom og de kom i en uendelighed og før jeg havde lukket en kasse var der forlængst kommet 3 nye spandauerplader. Og de blev ved. Og de røg på gulvet, og jeg stablede dem i panik på bordet, jeg kiggede mig fortvivlet om og forsøgte at påkalde mig opmærksomhed, flere rød på gulvet, kassemaskinen gik amok og jeg var tudefærdig. Endelig så en eller anden hvad der skete om kom mig til undsætning med en meget irriteret bemærkning om at spandaurerne altså ikke måtte ryge på gulvet og hvorfor jeg dog ikke havde råbt på hjælp, og at jeg lukkede på en alt for langsom metode, og endelig viste hun mig hvordan, samtidig med at hun tog over og indhentede alt det jeg var bagud (uden at ville lade mig hjælpe) inden hun for anden og tredje og fjerde gang viste mig hvordan (som om jeg var idiot?) og endelig bad mig gøre endnu et forsøg. Hun fortalte iøvrigt at det var hende jeg skulle kalde på hvis jeg kom bagud igen. Så jeg genoptog mit job med ikke så lidt forbedring - pludselig kunne jeg jo følge nogenlunde med. Der var kun en enkelt (mindre) gang derefter hvor jeg måtte bede om hjælp. Jeg skal blidt hoppe over hvad jeg ellers lavede på det samlebånd og gå videre til enkelt-spandaurerne.
Først kom de som de forige kørende i hobevis på et laangt(det samme) bånd, og derfra skulle de flyttes over over på et nyt bånd hvor de skulle køre enkeltvis, for at de kunne blive pakket enkeltvis og få mærkat på. For at der ikke skulle samle sig for mange spandaurer mellem hobe-båndet og det enkeltvise stod der 1 eller 2 og tog lidt af og satte dem på bageplader og op på en rulle-reol. Desuden skulle den ene af disse to også skubbe spandaurerne op så personen der satte spandaurerne enkeltvis kune nå dem (der var et bord). Når der så var maskinstop ved den maskine der satte folie (plastic) om og mærkater på, var det bare om at rubbe neglene når man skulle fjerne spandaurer fra det hobe-båndet hvor de jo kom i dynger. Op på bageplader, op med pladerne på en hylde, nyt bagepapir på en plade og forfra. Det skal siges at pladerne var lidt svære at få fat i når man ville løfte dem videre. Vi måtte i det hele taget løbe lidt rundt ret så ofte og så var det tilmed på et trangt sted.
Nåja, det kunne jeg nogenlunde, selv om jeg fik afvide jeg var for langsom (det syntedes jeg dog ikke selv?) og at jeg derfor skulle tage to spandaurer i hver hånd når jeg løftede dem til bagepladen (når maskinen var gået ned). Som sagt så gjordt, jeg satte farten op, og så havde den anden person der tog de resterende spandaurer bare ikke så meget at lave - men det må de jo om. Da vi roterede og jeg stod og læssede spandaurer op enkeltvis gik det fint. Det var lige indtil et eller andet stop, hvor en anden lige havde taget mit job for et minut, og da jeg så kom tilbage fik jeg fat i en slatten spandauer som røg ud af sit hul 2 gange (jeg lagde den jo tilbage første gang), dette gjore at jeg fik sprunget et par huller over, det var der en der så, da hun troede jeg først lige var begyndt at stå der (på grund af hende der lige havde overtaget en stund) råbte hun "Det går ikke xxxx, hun er alt for langsom!" - Det viser lige nøjagtig hvor mange chancer jeg fik. Jeg indhentede det selvfølgelig hurtigt og xxxx råbte tilbage at jeg jo lige havde udført jobbet fint.
Ved næste rotation stod jeg og skulle pakke de færdige spandaurer i papkasser, 24 stk. i hver og så krydslukke. Men det gik også i fisk for mig i starten. Først anede jeg ikke at jeg skulle skiftedes med en anden om at fylde kassen op så jeg tog bare - det fortalte hun mig lige så irriteret at VI SKULLE SKIFTES! Nå, okay. Så var det min tur, og det gik alt anden en godt. Lynhurtigt lå der en stak på gulvet i stedet for kassen. BRUG 2 HÆNDER sagde den anden pakker om og om igen, lige indtil jeg fattede at hun mente 2 spandaurer i hver hånd. Så gik det lidt bedre - lige indtil jeg ville løfte min fyldte kasse videre til næste bånd - så røg de alle på gulvet! Jeg havde i min forvirring glemt at der ikke var klister i bunden. Lidt dårligt indrømmer jeg, men i forhold til min sindstilstand er det flot at jeg på det tidspunkt ikke slog løs på maskinerne med en kæmpe kølle istedet. Jeg samlede op og forsøgte igen. Der kom fejl-pakkede spandaurer som jeg samtidig skulle sorterer fra, jeg fik derved ikke fat i de spandaurer jeg skulle, flere røg på gulvet og jeg tabte nogle fra mine proppede hænder og igen og igen fik jeg afvide at de ikke måtte komme på gulvet og at jeg ikke måtte smide dem på gulvet (som om jeg var ligeglad og gjorde det med vilje? Hvorfor fik jeg iøvrigt ikke lidt hjælp istedet? Men nej, man er jo bare en irriterende vikar der ikke kan finde ud af en sk..!). (Alt er iøvrigt ikke med her)
Alt den negativitet... Da jeg endelig var hjemme, kørt på cykel igennem regnen, så jeg faktisk nøjagtigt ud som jeg følte mig.