Jeg mistede fuldstændig pusten i går og var bare så ked af det. Min søde lille mand siger – du tænker og reagere bare lidt anderledes end de fleste, når jeg spøger ham om jeg er helt forkert på den. Blev oven i alt det andet, så frustreret over min søster ikke ville ” offer ” en sms til mig, hvori hun skrev at hun havde ham med. Skrev til hende at påhænget havde efterlyst ham på centralen og de havde henvist til politiet og til sidst - bad hende om at venligst at svare, men nej………
Jeg ved ikke hvilke knapper jeg trykkede på da jeg i tidernes morgen skrev til hende, men det må have været de rigtige ømme. Har siden prøvet at fremvise mit brev til ” uvedkommende” og spurt – hvordan tolker du og ville reagere på det skrevne. Reaktionen har været fuldstændig modsat af min søsters.
Synes at det er så ærgerligt at vi ( min søster ) ikke kan få det til at fungere. Har ikke ret meget familie tilbage og ville ønske, at det der er holdt sammen. Men sådan skal det åbenbart ikke være.
Mine tanker til min søster svinger imellem sorgmodig, bitterhed og foragt. Jeg må som hun har gjort ved mig – afskrive hende og komme videre.

Jeg var ikke ovenpå til at lave uge regnskab i aftes og vil i gang med det nu. Så kan min mand og min chauffør tage hinanden i hånden og gå i banken senere ;-)