Hey dagbog, Jeg kan bare ikke lade være, med at være dybt sarkastisk.
Jo, fordi folk vil så gerne kun se det posetive, og de fleste folk kan jo så blive enige med hinaden om at snakke om solen *LOL*

Så når folk så synes jeg skulle skrive noget posetivt, ja så kommer den gamle "tolder" op i mig fra livsens ondskab. (eller ondskav)

Jeg starter flot ud med noget smukt og posetivt, som så bliver forvandlet til et samfundskritisk digt...men med en dyb og inderlig hånene sarkasme.
Nej, her er ingen overflade snak, ingen hud til at beskytte de sarte, dem som ikke fatter, at problemer kun bliver løst ved at erkende dem, og gøre noget ved dem...ting der bliver gemt af vejen forsvinder ikke...newsflash..

Digtet gør især op med den måde de gamle skal behandles på i den by jeg bor..det er slut med at få sin mad hver dag, for de gamle..nu skal de selv varme den..(stakkels dem der ikke kan) hjæmmehjælper..ja sådan kommer jo ikke så tit..min bror er chaufør, han plejede engang imellem når han kom med mad at samle nogle af dem op, der var faldet..snart kommer han ikke mere,...og igen andre kommer i stedet...hvorlang tid skal de så ligge? inden nogen gidder at tænke på dem igen? hvor lang tid ville et almindelig menneske finde det "sjovt" at ligge på gulvet, uden at blive samlet op?..tjaaa,..men bare man selv har sit på det tøre, kan man jo godt sparre....(sarkasme)

Så lad blot solen hvile i fred, en beskrivelse af den flytter intet.