Jeg har en enestående evne til at være velovervejet, se på fordele og ulemper, før jeg træffer en beslutning… for så bagefter at gøre det stik modsatte af det, jeg har besluttet I hvert fald når det gælder mit privat liv, det går meget bedre på jobbet, og når følelserne ikke er involveret. Som nu med Tina.

Efter hun atter dukkede op i mit liv, var jeg godt nok i vildrede… havde vi en chance mere sammen eller var det bare slut? Ah, brugte alt for meget energi på de overvejelser. Heldigvis fik jeg snakket med Hans om det en eftermiddag, da vi tilfældigvis mødte ham i engen. Mens ungerne red i forvejen, stod vi og snakkede, og pludselig spurgte han om jeg hørt fra Tina. Tror han kunne se det på mig, at jeg var tilbage i det lidt matte humør, fordi jeg brugte alt for meget energi på at spekulere. Det eneste han sagde til det, da jeg fortalte at hun var dukket op i klubben, var at det var bedre at vove pelsen, end senere fortryde at man ikke havde gjort det. Så lod han ellers emnet ligge, og fik i stedet for mig overtalt til at leje de frie heste boks ud. Bare som en prøve indtil jul. Han var netop blevet spurgt om han lejede heste bokse ud, og havde faktisk henvist til mig. Jeg ikke været helt lun ved tanken, om at have alle mulige rendende her, men da Hans nævnte prisen per boks, kom jeg alligevel på andre tanker. Ikke at jeg står og mangler pengene, men det bliver alligevel et anseligt beløb frem til jul, og så får ungerne også nogle at ride sammen med. Så i løbet af weekenden kommer der fire pensionærer til Karensminde. Et par af min datters veninder fra skolen med hver deres pony, og en dame med to heste. De første er jeg rimelig trygge ved, for pigerne har efterhånden været her mange gange og de har da også prøvet overnattet her en weekend. Desuden er deres forældre er rigtig rare, så jeg tror på det nok skal gå. ”Damen” har allerede betalt for hele perioden, så egentlig tror jeg at det nok skal gå.

Forrige lørdag kom Tina som aftalt med morgenbrød. Det blev en nogenlunde rar dag, hvor vi hyggede, gik tur med ungerne til hest. Og fik snakket meget sammen. jeg havde indstillet mig på, at give os en chance mere. Men sådan gik det nu slet ikke. For i løbet af dagen fik hun nævnt Morten flere gange… rigtig mange gange faktisk, og selv om hun nogle gange forsigtige at lyde vred på ham, så var det som om noget andet skinnede igennem. Om det var min 6. sans der fangede et signal, eller det bare min angst for at vove noget igen der opfandt fornemmelsen ved jeg ikke. I hvert fald gik det stik i mod min plan, og vi skiltes som ”bare” venner, og jeg gav hende det råd at få snakket ud om problemerne med Morten.

Egentlig burde jeg vel være glad, men alligevel føler jeg mig tom inden i. Når jeg er sammen med ungerne letter tomheden, og når jeg træner… ellers er det som om jeg føler mig tømt for, tja ikke for energi, måske nærmere tømt for glæde – hvis man da kan være det. Jeg burde jo være stjerneglad for alt det jeg har; i stedet for at fokusere på det jeg ikke har. Det er bare lettere sagt end gjort, ved jo også godt, at der kan opstå en slags tomrum, når man har fået opfyldt et brændende ønske, der har fyldt meget længe, og pludselig bliver til virkelighed.

Selvfølgelig var det også (meget) naivt af mig, at jeg begyndte at tro på en chance med Tina igen. Naivt, og temmelig dumt. Alligevel gjorde jeg det jo og betaler nu prisen, ved igennem at gå med hende i tankerne…. Jeg tror det var længslen efter en kæreste, der fik overtaget. I det hele taget bruger jeg (alt for) meget energi på, at finde ud mig selv. Hvorfor er det lige, at det i den grad går mig på at jeg ingen kæreste har? Hvis det var for at have en at komme hjem til, så kunne jeg jo købe en hund… var det for at få sex, var der jo også alternativer… var det for at få kærlighed.. jamen, så har jeg det jo allerede fra børnene, familie og venner, som en så klogt nævnt for mig… Det bedste jeg kan komme op med, er det at være noget for en anden og glæden ved at være to, der lige som hører sammen. Tror bare ikke på, at det er den sande årsag, fordi hvad har jeg ud af det? Mon det i virkeligheden er modsat, at det at jeg gerne vil give, i virkeligheden er det jeg gerne selv vil ha’? Der er selvfølgelig også den mulighed, at jeg er blevet lidt småskør, efter at have læst alt for meget om japansk kampkunst og strategier. Oftest handler det om selvindsigt, og om indsigt i sin modstander – jo bedre man kender sig selv, og sin modstander, jo bedre kan finde det svageste punkt i hans forsvar og det bedste tidspunkt at slå til. Virkelig interessant, når modstanderen er ens egen evne til at være håbløs forelsket og alt for naiv. Suk.