Endnu en aften er gået, sådan da. Jeg er endnu ikke færdig med at tænke. Jeg er ikke færdig. Jeg er sikker på at jeg mangler at stramme sløjfen om fingeren, så den ikke falder af i nattens drømme. Men hvordan, når jeg ikke engang kan se mig selv i den verden jeg tænker. Jeg ved ikke hvad jeg kunne tænke mig, hvilket projekt jeg brænder for, hvad jeg skal tage fat i. Jeg kunne føle mig som noget nær personlighedsløs, fordi jeg ikke er helt inde i tingene endnu, fordi jeg starter mit projekt langsomt op. Men det er ikke fordi jeg mangler personlighed, men kun fordi jeg er for doven og ikke kan overskue for meget på een gang. Når jeg først kommer i gang, så er jeg i gang og så plejer det at gå rigtig godt.

Tankerne kredser omkring ekskluderende og ekskluderede litteraturhistorier. Der er ingen tvivl om, hvad der er hvad og hvordan tingene hænger sammen, men hvordan kommer jeg ind til kernen af det problem jeg endnu ikke har stillet spørgsmålet angående? Kultursammenslutningerne bliver ikke mere interessante end på dette område, for hvorfor er noget anerkendt og andet ikke, på trods af, at det ligner hinanden? Måske handler det om at se detaljerne igennem, at kunne få øje på de forskellige nuancer der konstituerer identifikations- og klassifikationsmærker. Jeg kan ikke se tingene klart ovenfra, hvordan kan jeg så distingvere essensen fra det der ikke betyder noget?

Usikkerheden forplanter sig på alle de punkter, hvor man ikke er vokset eller lader sig selv befinde sig særlig ofte. Man glemmer hvor man er og hvor man har været, og derfor er det svært at sige sin mening, simpelthen fordi den ikke har tegnet sig så man kan finde vej. Det er ikke muligt at gå den samme vej igen og igen, altså kan man ikke mene det samme hver gang.