Jeg skriver ikke dagbog, men jeg skriver. Jeg skriver kun for at skrive, jeg er næsten ligeglad med hvad der kommer til at stå, efter at jeg har skrevet. Det kan jeg vel alligevel ikke kontrollere, så hvorfor gøre forsøget, når der er nok andet at give sig til.

HER ER EN TIL FOLKET
Kender du det, når man har skrevet et digt og lagt en lille fælde ud i digtet? Fælden ligger i teksten og blomstrer, fordi den giver mening på flere forskellige niveauer, selvom den bare ligger og venter i teksten; venter på at en eller anden træder ned i den og siger hov, der er noget galt, mærker fælden klappe og indser hvor han befinder sig. Fælden ligger i teksten, den befinder sig i teksten på samme måde som en træskulptur befinder sig i skoven. Den er af træ, men den er ikke noget træ, i hvert fald ikke noget rigtigt træ og så alligevel er det alligevel et rigtigt træ. Fælden ligger i teksten og venter på at springe ud... men der er ingen der lægger mærke til den. Det er så spændende hver eneste dag, for man skal se om der er nogen der har opdaget den. Man bliver kun en lille smule skuffet, for man bliver ved med at sige til sig selv, at man godt ved, der næsten ingen kommer i den del af skoven, hvor man har lagt fælden. Og sådan går det, og ingen ved om det skal vare ved sådan for altid.

Jeg bliver ved med at lægge fælder ud, indtil jeg fanger noget. Verden må for fanden da snart komme til sig selv og indse, hvad det er der befinder sig foran øjnene på den. (Der var jeg lige ved at skrive VÅGN OP). Kom nu, se bedre efter, der er flere lag end man skulle tro... sådan er det altid med mennesker og tekster.