Lørdag den 14 juni 2014 vågner jeg ved solen skinner ind i soveværelset og jeg kan høre Mads stadig trækker vejret dybt. Han sover stadig. Det begynder at pusle og Frida på 3 år og Freja på 5 år kommer ind i soveværelse og hvisker om de må se netflix. Mads grønter han kommer nu. Jeg står op og begynder på havregrøden så både Mads og pigerne kan få en solid morgenmad for starten.
Jeg går i gang med at pakke tasken så vi kan komme til stranden. Klokken 09.00 placere vi os på den permanente i Risskov. Frida og Freja smider alt hvad de har i hænderne for at komme ud i vandet. Freja synes det er sjovt at gå i den ene side hvor hun kan stå og kigge ned i vandet. det har Frida ikke helt mod på. Jeg kan mærke jeg nyder solen varmer min hud og at jeg har min kæreste ved min side. Jeg sukker dybt. For det her er da livet!
Kl 09.25 kigger jeg på min telefon. Jeg kan se jeg har fået en sms fra min overbo i Odense. Jeg kan ikke tro hvad mine øjne læser da jeg ser teksten vandre hen over skærmen. "Godmorgen. Ved ikke om du har talt med din mor men din søster er kørt på sygehuset pga en overdosis af piller. Din mor er med hende. Du må gerne ringe hvis der er noget jeg kan gøre." Jeg springer op fra håndklædet og kan ikke huske hvad min mor er kodet ind under på min telefon. Men jeg kan nummeret i hovedet så jeg taster det febrilsk på touchfladen. Hun tager den ikke! Fuck! Jeg har ignoreret Mads der spørger hvad der sker. Jeg løber hen til ham og siger meget højt og bestemt: "Vi skal køre NU!" Han kigger mærkeligt på mig og spørger hvorfor. Hvortil jeg siger med grødet stemme og nok lidt for højt: "Min søster har taget en overdosis og er blevet hentet med ambulance." Jeg kan faktisk ikke helt huske præcis hvad der derefter sker udover jeg mister tålmodigheden over den yngste ikke vil med hjem og tager hendes lille hånd og slæber hende grædende og sur op af trappen til bilen. Pigerne bliver kastet af hvad Mads forældre med info om min søster er på sygehuset akut, men vi ikke ved hvorfor. (Jeg har ikke et forhold til dem hvor jeg føler jeg har lyst at dele tætte ting med dem)
Vi drøner hjem til Mads lejlighed hvor jeg får alt hevet i tasken og vi drøner mod Fyn. Jeg ringer til min far og informere ham om situationen. Vi må ud og hente ham på nordfyn. Han har lånt sin bil til min søster. Så han kan ingen steder komme. Min mor har forinden ringet og sagt jeg skal tage det helt roligt og der er styr på det. Hendes kæreste ringer også og fortæller han er i min søster lejlighed. Vi bliver nødt til at tanke og han begynder at vaske forruden. jeg tænker: "Hvad fanden laver du!! Min søster er ved at dø kom nu!!!" Mads og jeg kommer ud på motorvejen, min mor ringer tudbrølende: " Hun trækker ikke vejret! Hun er helt blå! Hun er gået i krampe! Jeg ved ikke hvad der sker! Jeg råber ind i telefonen: "Hvad er det du siger til mig?!! Trækker hun ikke vejret?? Er hun blå??" Billederne har intet problem med at blomstrer for indersiden af mine øjne. 21 år tænker jeg. Dør hun nu? Jeg sidder i en bil på motorvejen mellem Århus og Horsens og kan absolut intet gøre. Jeg kan mærke frustrationen over vi er så langt væk stige. Bebrejdelsen over min søsters og min hårde opvækst blive kastet over på vores forældre endnu engang. Jeg er fyldt af et stort virvar af følelser. Samtidig kan jeg mærke jeg også har en følelse af jeg ikke kan gøre noget ved jeg sidder i en bil langt væk fra Odense sygehus. Klokken 11.21 holder vi ved min far. Han står allerede klar på vejen. Ind i bilen og afsted mod Odense. "Ventetiden har været lang" Siger han. Hvilken jeg kun kan give ham ret i.
Da vi ankommer til Odense sygehus lider jeg efter intensiv afdeling. Jeg kigger på alle skilte og leder efter det skilt der matcher det billede min mor har sendt pr mms. BRITA med pil hen og nedenunder ITA 2 og pil hen. Intensiv er afdeling vi skal finde. Vi kommer ind og jeg ser venteværelset hvori min mor sidder helt opløst med hendes kæreste John ved siden af. For første gang i 11 år er min mor og far samlet i samme rum og krammer hinanden. Jeg spørger om de har fået lov at se hende hvortil min mor siger de ikke har hørt noget endnu. Jeg kan mærke jeg er utålmodig og vil se min søster nu. Jeg kan ikke huske helt hvordan men vi bliver vist ind på en en mandsstue hvortil min lille søster ligger med slange i halsen, iltmaske på og slanger i hænger og arme. Hun er helt væk. Bevidstløs hedder det vel egentlig. Jeg går målrettet hen mod hendes venstre side og falder grædende sammen over hende. Hun bliver badet i mine tåre. Jeg tudbrøler og står sådan meget meget længe. Jeg er den eneste der hulker højt på stuen. Uvisheden omkring om hun vågner op igen og om hvornår hun gør det er ulidelig. De siger der kan gå helt op til 48 timer. De ved intet med sikkerhed ud over hende krop arbejder på højtryk på at bekæmpe alle de forskellige piller hun har spist. Og hun har været gået i krampe 2 gange og stoppet med at trække vejret de 2 gange hvor de har måtte ventilere hende. Min lillesøster, hende jeg har passet på i 21 år har prøvet at begå selvmord. Hun kunne være død nu. Hun skal ikke dø før mig. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg står ved hende og jeg tror jeg bliver tilbudt en stol. Men jeg har bare begravet mit hoved dybt mellem hende øre og skulder. Hun dufter stadig af min søster. Jeg kan mærke Mads aer mig på ryggen mens jeg græder og græder. Jeg kigger engang imellem op på hende og aer hendes hår tilbage. Jeg kigger på hende med længsel for om hun ikke nok vil åbne sine øjne så jeg kan få lov at se hende lyseblå øjne igen. Jeg registrere slet ikke de andre i lokalet. Der er kun hende og mig lige nu. Der går flere timer før hun åbner øjnene kort og meget sløret på os. Jeg ved ikke om hun registrere jeg er ved hende. Jeg bliver ved hende. Jeg vil ikke nogen steder. Jeg var ved at miste hende. Det tør jeg ikke satse og gå fra hende. Tænk hvis hun er ved at smutte ud af mine hænder igen. Ved aften tid vågner hun 5 minutter af gangen og falder så i søvn igen. Vi bliver rykket fra intensiv kl 22 til modtagelsen for at blive rykket til FAM CAP kl 23.30 hvor hun bliver indlogeret på en enkelt mands stue. Hun siger jeg skal tage hjem og sove. Men jeg sidder med en frygt for hun gør det igen, selvom hun lover hun aldrig vil gøre det igen. Men kl 00.00 må jeg give efter og bede Mads om at køre os hjem til min lille Odenseanske lejlighed. Efter nogle dage blev hun udskrevet efter at have været forbi hjerteafdelingen et døgn grundet uregelmæssigheder i hendes hjerterytme og derefter videre på psykiatrisk afdeling (i går mandag d. 16 juni) hvortil de aftalte med hende hun tog kontakt til egen læge om samtale. - Min søster var ved at dø. Det kommer jeg nok aldrig over. De siger følelsesbumletoget kommer på et tidspunkt. Men lige nu har jeg vidst stadig ikke helt forstået det...