Jeg er syg. Min hals snører sig sammen og hæver op. Stoppet i næsen, øm i kroppen.
Men, jeg er ved at få sat lidt struktur sammen.
Min svigermor var forbi i dag, og hun har lovet at hjælpe mig med at få fat i en privat psykolog der har specialiseret sig i overgreb. Hun er en kæmpe hjælp.
Jeg talte med min kæreste om mine familieforhold.. Og jeg har vist fattet det. Endelig. Jeg skal ikke have dårlig samvittighed, jeg skylder ikke noget, og jeg behøves ikke at være sød.
Om en måneds tid skal jeg opereres i hoften, og er dermed meget afhængig af andre mennesker. Det bliver forhåbentligt en konstruktiv udfordring. Det er dog helt sikkert at jeg ikke skal hjem til min mor for at få hjælp, det ville gøre mig decideret syg...
jeg er spændt på hvad fremtiden bringer. Let bliver det ikke. Men hvorfor skulle det også begynde på det nu.
Jeg skal finde ud af hvad jeg skal i gang med efter sommerferien. Jeg overvejer at studere økonomi og regnskab. Det løber sgu ingen steder. Penge er virkelig uinteressante. Dumt at ignorere dem, men uinteressante. For mig er det en flydende masse som bare kommer og går.

På mandag skulle jeg gerne finde ud af hvad jeg skal efter sommerferien.

Jeg har slet ikke særlig stor trang til at skrive som jeg har haft. Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive.
En ting jeg dog burde skrive, det er mine minder. Jeg husker elendigt og min tidsfornemmelse er næsten ikke-eksisterende. Jeg bruger min kalender, men der står bare aftaler.
Men at skrive minder ned er nok noget jeg skal gøre med en fremtidig behandler, jeg har svært ved at overskue det selv. Jeg tænker ikke i ord når jeg dvæler i fortiden. Når jeg fortæller til min kæreste om hvad jeg husker, så er grammatikken helt væk, jeg snakker i mudderklatter :S
Jeg har heller ikke lyst til at skrive det ned. Det føles som et overgreb at simplificere det ned i ord.
Og det er så der mine billeder kom ind i, hø hø, billedet.... -.-
Grimme billeder som ingen ville have til at "hænge i deres stue". Fuck dig og din sofa siger jeg bare.