Det slår mig, hvordan mine tankeprocesser bærer mig længere og længere væk fra min bestemmelsessted. Jeg har et objekt, som jeg skal flytte fra A-B med tankens kraft, men tanken som skal arbejde for mig, forsvinder hele tiden andre steder hen og jeg må nøjes med andre tanker.
Jeg kan ikke lade være med at følge andre tanker, end dem jeg nu lige skal bruge til noget. For mig at se, er det et menneskeligt kendetegn, at tankerne løber løbsk og frit.
Enhver der har prøvet at meditere, ved hvor svært at holde tanken fast på noget bestemt i længere tid end et minut. I hverdagen tænker man ikke over det, men når du sidder helt stille på en pude med et tæppe omkring dig i et mørkt og varmt rum og ikke skal tænke overhovedet, men i stedet observere din vejrtrækning, din krop, alt hvad der sker på denne, uden at reagere i hverken tanken eller med en bevægelse; der opdager du pludselig, at du har tænkt på alle mulige ting i flere minutter, uden at du har lagt mærke til det. Meditationens gevinst ligger i, at du opdager uklarhederne i dit sind, og stiller skarpt igen og igen. I hverdagen lægger du måske mærke til, at du ikke er fokuseret, men du glemmer det snart igen.
Koncentration findes på mange forskellige stadier, og et utrænet sind tør slet ikke gisne om, hvor tydelige tingene kan blive, fordi de ikke husker hvordan det var.
Et almindeligt moderne menneske oplever kun ren koncentration i små glimt, som fx når noget går op for ham/hende eller når sanser vågner op påny igennem stærke påvirkninger.

Måske er buddhismen koncentrationens religion, hvorimod protestantismen er kærlighedens religion?