Det er sådan set lige her. Her og nu. Det at kunne være i nuet og dermed ophæve tiden er, hvad vi kan, når vi fødes. Nogle kan blive ved med det temmelig længe, men indfanges alligevel oftest af fornuften og en voksen, der er så venlig at lære dem klokken og dermed lader dem falde ud af deres himmelske væren og ned i den såkaldte virkelighed, hvor vi allesammen kender klokken, og ved hvad den har slået. Jeg er en af dem, som det aldrig lykkedes at trække helt væk fra kanten. Jeg kan engang imellem falde i staver.Det vil sige sidde og glo ud i luften og være langt væk. Ivrige personer har det med at "vække" mig, når det sker.De tror jeg forsvinder, eller de vil bare ikke have, at jeg svæver der mellem himmel og jord i ingenmandslandet. Jeg skal komme ned, være nærværende, slutte forbindelsen igen. Ikke sidde der og være et TV, der har antenneproblemer.Men jeg er jo et helt andet sted. Et særligt rum, som mange heldigvis kender, og hvor jeg henter energi i de øjeblikke, hvor jeg synes at være væk, men bare hænger lidt i luften. Mon ikke det er der udtrykket: Der er mere mellem himmel og jord...egentlig stammer fra?
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.