Det er nu, jeg skal ryste det af mig. Acceptere, at jeg er god nok, at kritikken er konstruktiv.Og mens jeg ved, at det er den, så gør den så ondt, at mit hovede skriger, fordi jeg ikke handler i ond ånd, men af og til bare handler for hurtigt.

Og det kommer oveni alle de uger med en snigende, men kvælende stilhed, som jeg har taget til mig. Jeg forstår ikke hans tanker, men hader den dag, hvor vi sidder der sammen. Den ene ugedag, hvor jeg ikke kan være mig selv, fordi han ikke bryder sig om, at jeg snakker for meget, er for energisk eller glad. Og jeg har bare brug for at være glad. Jeg ved godt, at jeg af og til begår fejl, men det gør vi alle sammen. Med ham er det bare som om, at jeg aldrig kan gøre andet end fejl. Og jeg bliver den unge og usikre, som har brug for at blive bekræftet i, at jeg er god nok. Jeg får lyst til at holde mig så langt væk fra ham og der, hvor vi kan mødes. Får lyst til at lægge mig under min dyne i aften, i stedet for at tage til fest.

Slå det ud af hovedet, ryst det af dig. Du har sagt undskyld, nu er det tid til at komme videre - og ja, måske tænke dig lidt bedre om næste gang.

Men det gør bare for ondt.