Har lige læst om mulighedernes og nødvendighedernes fortvivlelser.
Tror måske at jeg hører til mulighedernes?
Ved et sted at jeg har potentialer, men er ikke handlekraftig nok til at leve dem ud. det hele bliver ved drømmene.

eller også tvinges jeg af ting, der for mig ser ud som nødvendigheder, men som egentlig ikke er det.
Et godt eksempel er her til morgen. I aftes havde jeg bestemt at jeg nok ikke tog til forelæsning, da det ville være bedre hvis jeg blev hjemme og fik læst. Den frihed jeg gav mig selv med den lempelse af nødvendigheden, gjorde at jeg vågnede og havde lyst. At alle de lyse ting kom frem. Jeg kunne mærke det helt fysisk, var ikke tynget af træthed og følte ikke noget pres, fordi jeg selv bestemte.
Hvis jeg kunne have det sådan med hele verden, ville mit univers blive et meget friere, lysere og mere positivt sted at være. Hvis jeg kunne se at de ting som jeg ofte betragter som nødvendige og som derfor presser mig, stiller krav til mig, måske ikke er det. hvis jeg følelsesmæssigt kunne forstå, at det i høj grad er en selv, der sætter rammerne for, hvad der er nødvendigt og hvad man kan vælge frit.
Sådan er det også med læsning. Før jeg kom ind, kunne jeg sætte mig og læse en bog der omhandlede mit fag og nyde det. Nu frygter jeg pensum og trækkes ned af tanker om, at det er åh så svært. At det går for langsomt. At jeg ikke forstår det og måske på et tidspunkt giver op og hvad sker der mon så? At jeg får dårlige resultater til eksamen. At de andre tror at jeg er dum og kobler det til mit synshandicap. en masse ting, der kommer af tanken om, at det her er jeg nødt til at beskæftige mig med. Lysten er helt skubbet til side, på trods af at jeg har ønsket det her i 12 år. Selvom jeg kan sidde til en forelæsning og føle mig så evigt privilegeret, fordi jeg har mulighed for at koncentrere mig om netop det her som jeg så gerne vil, resten af mit liv.
Men hvorfor føler jeg det så som noget, der næsten får mig til at røre gulvet? Hvorfor ligger jeg og kæmper i mod og udsætter, undskylder og får det værre og værre, for hver bog jeg ikke får læst?
Hvis jeg bare kunne se det hele som noget selvvalgt, som det jo var fra starten. hvis jeg kunne undgå forestillingen om andres krav og meninger. Tror det er det, der er i vejen. for hvis jeg kunne føle at jeg var fri til at vælge, ligesom i morges, ville jeg få mange flere ting gjort og se det hele i et lysere skær!

Så konklusionen må vidst være, at jeg er i nødvendighedernes fortvivlelse, hvad det så end gør godt for.