At høre din stemme kun 3 gange på 10 dage er ikke nok. Kun at kunne ”mærke” dig gennem fjerne sms'er er forfærdeligt. At finde et postkort i postkassen fra dig, med din håndskrift og med dine ord er vidunderligt. At jeg skal se dig i dag er Ufatteligt fantastisk og følelsen omkring det er fuldkommen ukendt.
At du er forsinket og kommer senere hjem til mig end forventet er forfærdeligt. Forfærdeligt.
At jeg kun skal være sammen med dig i nogle timer inden du tager over 200 km. væk fra mig igen og først kan holde om mig igen 5 dage og 5 nætter efter, gør så ondt indeni mig, og jeg får lyst til at gemme mig væk.
Jeg ved, jeg kun skal tænke på hvor dejligt det så er endelig at være sammen med dig igen og mærke dig, og ikke på at du forlader mig igen. Men det er ikke mindre end umuligt for mig. Umuligt.
Jeg har aldrig prøvet at være hjælpeløs før. Men det er jeg nu. Uden dig. Og det er noget af det mest skræmmende jeg har oplevet. Jeg har aldrig før elsket en mand. Tænk at jeg virkelig elsker dig. Det er vidunderligt.
Og jeg er forelsket i dig. Så forelsket..