Jeg var til mormors begravelse igår. Det var lidt en blandet fornøjelse, eller hvad man nu skal kalde det.

Moster Anne. Lone og Bent, havde (efter hvad jeg har fået fortalt) været oppe og toppes hos præsten, da de skulle snakke om mormors liv. Det var de latterligste detaljer de havde skændtes om. HVORNÅR hun flyttede fra Jylland og HVOR hun havde boet FØRST osv osv...Istedet for - om hun var et godt eller et dårligt menneske.


Så præsten gav dem en lærestreg... da han holdt den personlige del af talen, sagde han: Erna havde MÅSKE boet på Jespervej og MÅSKE arbejdet med roer osv... Jeg nød det, på en ondskabsfuld måde... SÅ LÆR DA FOR H....AT LIVET ER MERE END TEKNISKE DETALJER OG MATERIELLE GODER - ÅNDSSVAGE FAMILIE!

Jeg troede ikke jeg ville græde, men som sædvaaaaanlig når der er een der er død, og de nævner min søm - så ruller tårerne fuldstændigt umotiveret...

Da kisten skulle bæres ud til ligvognen lagde jeg så en rose fra mig - og fra Thor - på kisten. Da jeg så mig omkring, så jeg mor stå og græde og gav hende et knus. Vi var de eneste der krammede...sådan er min familie åbenbart...ingen ømhed og omsorg...på mors side...

Der var kaffe og kage bagefter på restaurant Leonora, som ligger lige ved Frederiksborg slot. Ikke så stort, men ok-hyggeligt. Igen sad alle fem søskende hver for sig - der var ikke rigtig nogen "kontakt"... Der gik et par time, hvor jeg sad og snakkede med "Mini" (min bror - Martin) om ingenting og alting.

Så skulle vi til Møllestræde, os børnebørn. Og se om der var nogle af mormors ting vi ville have...Det føltes enormt forkert. Lidt grådigt. En LED fornemmelse på en eller anden måde. Men jeg fandt da noget. Et fad, nogle salt/peberbøsser (små ugler i "sølv"), en lertøjsvase, en lidt hærget Bjørn Wiinblad keramiklysestage (egentlig lidt grim, men på en måde så at den er fed), et par ørenringe med små lavasten slebet til og indfattet i sølv - de er virkelig smukke, og lidt forskelligt "juks" jeg kan bruge hjemme...

Men det vigtigste var BØLLE...

Jeg fik BØLLE da jeg var 3-4 år gammel, men bad mormor om at passe på ham, da det er sådan en lille skrøbelig fleecebeklædt bamseting. Runde kinder, sød snude. Malet plasticansigt. SØD...den har hængt på hendes lampe lige siden. Og hun sagde jeg måtte få den når hun engang var død...og jeg har fået den nu. Den er sat på MIN lampe nu, og jeg har tænkt mig at gøre det samme med mine børnebørn. Mit ældste barnebarn (om jeg får sådan eet) skal have bølle når jeg engang går bort. Jeg vil fortælle historien, og bede mit barnebarn om at gentage den med sine børnebørn og igen med sine... Så Bølle klarer sig igennem livet...Livene... Et stykke historie i familien...

Jeg tror ikke jeg ser dem igen - mors familie. Og det er mig - skræmmende nok - inderligt ligegyldigt. Intriger, ondskabsfuldheder og følelsen af at være til besvær, det kan jeg nemt leve foruden. De siger mig intet. De er KOLDE. Følelseskolde. Der ER ingen varme. Der er ikke overskud til andre og andet end dem selv....Så jeg melder mig ud. Det var en periode af mit liv, som jeg har lært af...

jeg vil ikke leve mit liv, sådan at folk synes min død er ligegyldig. Jeg vil ikke leve sådan at min familie ikke kan enes....Jeg vil ikke leve uden at elske og lade dem jeg elsker VIDE det...

Maya