I går var jeg inde på Regionalpsykiatrien sammen med min kontaktpædagog for at tale med en psykiater. Jeg var ikke synderligt optimistisk, regnede med, at de ville sige, at de ikke lige kunne gøre noget for mig. Mine forventninger var meget lave, men jeg blev i det mindste positivt overrasket. Han var virkelig flink og kunne åbenbart huske mig fra en enkelt samtale jeg havde med ham for ca 3 år siden, spooky. Han mener at jeg har en depression. Den havde jeg ikke set komme, jeg har det jo bare som jeg har haft det siden jeg var 12, på nær de perioder hvor jeg har haft det rigtig skidt. For mig er det jo bare en helt almindelig del af livet at have selvmordstanker. Han vil have mig til at starte på noget nyt medicin fra på tirsdag.
Noget lidt negativt var, at han fokuserede lidt for meget på min Asperger, som om det er den eneste grund til alle mine problemer.
Jeg blev også positivt overrasket over mig selv. Normalt når jeg taler med en psykiater, især når det er en jeg ikke kender, går jeg i sort, men i går var jeg yderst velformuleret, især da jeg skulle overbevise ham om, at min lydfølsomhed IKKE er psykotisk.