Jeg skal vist snart gøre et eller andet.... jeg har talt om det længe. 'Du rider ikke samme dag, som du sadler' sagde en veninde engang. Og det er vist noget alle ved om mig. Jeg er langsom til at rykke mig. Og nogle enkelte gange, så gør jeg det så ligepludselig, og så plejer det at ændre en hel masse. Denne gang ved jeg bare ikke helt, hvad jeg skal ændre...

Og jeg synes, der sker noget mystisk i mig for tiden, som jeg ikke bryder mig om. Jeg føler mig ynkelig. Det er en ny fornemmelse. Jeg kan mærke mine forældre synes det er synd for mig, at jeg er alene, og jeg er ved at kaste op over det. Det fratager mig lysten til overhovedet at være sammen med dem, og andre der synes det sammen.

Og alligevel ved jeg, at de jo ikke ville synes det, hvis jeg ikke på en eller anden måde havde fået det udstrålet selv. Jeg føler mig bare så fucking ensom i øjeblikke. Eller mere sådan. Fortabt. Som mit liv og alle andre er fløjet til en anden planet, og dén hvis verden, der er endt med at være mest fremmed, er min, fordi den forvandlede sig, da alle andre fløj.... Mmm, det er noget mærkeligt noget. De er der jo endnu alle vennerne. Og de holder af mig og ringer og spørger mig på besøg og alt muligt.... men jeg orker det ofte ikke. Eller jo jeg gør. Jeg er jo faktisk ret tit sammen med mine venner... men det hjælper bare ikke på følelsen af at være ynkelig. Hvis jeg kan fortælle om vilde byture og mande-eksapader så tillykke, så kan de være misundelige og nyde at dyrke misundelsen lidt. Men har jeg ikke noget at fortælle, så kan jeg mærke, de synes det er 'synd' at der ikke sker noget for S...Og nu hvor J har... og 'du ser da ud til at have det rigtigt godt'... som om det stik modsatte var forventeligt. Jeg HADER det.

Jeg hader det. Hvorfor har jeg også sådan nogle pæne steady tilforladelige venner. Hvorfor er det dem, der mine gamle gode? Min søster har flere 'skilmisser' i vennekredsen allerede. En veninde jeg har, kan samle hele borde med single-piger og mænd. Mine dejlige venner. De er sgu lidt satte. De er ikke kedelige... bare bundet op. Og i en anden båd end mig. En helt helt helt anden en.

Jeg er bange... bange fordi jeg synes fremtiden er ustyrlig lang og trist og kedelig at kigge på. Jeg ved fandme ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre for at pifte til den. Og endnu mere bange fordi jeg er begyndt at frygte mine forældres exit.... min søsters flytten til en forstad eller langt væk på landet... Jeg føler mig sgu også lidt ensom på jobbet engang imellem. Alle de drenge, der kun snakker om gadjets og nye teknologier i frokostpausen. De er søde og dejlige, men de er en del anderledes end mine drengevenner.... Det er tabu at føle sig ensom, og tabu at have præstationsangst.

Jeg skider på det tabu gør jeg. Jeg har mega præstationsangst for tiden, og jeg føler mig ensom.

Kom til at ynke til fyr, der siden sidst er blevet kærester med en anden. Jeg smiler lidt. Så stak jeg heller ikke dybere ;) Nå men det fede ved fyr er, at han siger han ikke gider høre på mig. At jeg bare skal komme ud af min hule og hente nogle mænd. Jeg svarer utroligt 'sødt' med 'LUK RØVEN' og han svarer tilbage 'never og kysse smiley'. Typisk, at det ender sådan her. Om en uge tror jeg sikkert, han var mit livs kærlighed, det skulle ikke undre mig. Kvinder er nogle krukkede idioter. Jeg hader at være kvinde. Eller også hader jeg i virkeligheden bare mig.