Vi havde vores tamtam om lørdagen, og det gik som smurt i olie. Maden var god og gæsterne glade. Alt i alt en vellykket aften/nat/morgen! Claus, vores svoger og jeg smuttede som de sidste i seng kl. 06.00. Havde inviteret Michelle, men ikke André. Har listet varsomt om den varme grød i forhold til hende, i et naivt håb om at først genopbygge et forhold, og derefter langsom komme ind til sagens kærne! Men det ene er teori og det andet praksis!

Da jeg stod op, var de andre ved at samlede sig ved køkkenbordet. Michelle sov på en madrags på gulvet i stuen, da div. senge var optaget fra nær og fjern. Jeg trissede hen til hende for at fortælle at der var morgenmad, og satte mig derefter ved bordet. Der gik ikke lang tid før hun var på benene, og jeg kunne straks fornemme at der var lidt mere end søvn i hendes øjne! Der gik heller ikke lang tid før hun blev meget udadvendt og aggressiv! En "tilstand" som jeg til hudløshed kender når hun er påvirket! Da hun på et tidspunkt gik forbi dem som sad ved køkkenbordet- gav dem en finger-ledsaget med højlydt fuck dig, fuck dig og fuck dig! Det var ligesom dåben til at, nu vil jeg ikke acceptere hendes opførsel mere! Kort tid efter hun blev "sat for døren", ringede hun til mig! "jeg håber fandme de skære forkert når du skal have fjernet din livmoder, så du dør" råbte hun ind i røret! Efter gentagende opkald til henholdsvis mobil og fastnet, valgte jeg at slukke/hive stikket ud!

Jeg ved at hun har det af helvede til med sig selv, og der er ikke noget jeg hellere vil end at hjælpe hende. Men det vil kræve af hende, og krav er noget hun ikke kan håndtere! Når jeg ser tilbage, har det altid været sådan. Samtidig har hun også efter bedste evne altid prøvet på at såre mig! Engang (som den eneste) gav jeg hende en lussing. På det tidspunkt boede jeg alene med børnene i en lejlighed på tredje sal. Hun havde været omkring 8 år. Jeg husker ikke optrinet, men lige pludselig gjorde hun et forsøg på at hoppe ud af vinduet! Husker ej heller det sagte, andet hendes forsøg på handling var hendes måde at ramme mig på-kontra det at min mor begik selvmord, ved at tage den lige ned fra fjortende! Da hun stod på de stabelkasser ved vinduet, blev jeg så bange og chokeret, at jeg rev hende ned, og gav en lussing! Episoden satte sig virkelig fast på nethinden, og jeg kan stadig blive påvirket og ked af det..... Kan endeløse beretninger om hendes destruktive handlinger, men ikke evnen til at hjælpe hende! Jeg vil så inderlig gerne, men ved også, at der skal noget professionalisme indover!

Jeg har livet igennem haft "anelser" om noget sker! Ikke altid specifikt hvad, men persons bestemt! Det lyder måske barsk, men jeg regner ikke med at Michelle overlever mig!