Kan mærke, føle og fornemme at alt stadig går den vej det skal.
Har stadig disse oplevelser der hører med til at være menneske og som sætter sine spor, selvom det kun er en kort begivenhed.
Jeg har tænkt på om man kan elske for meget? Eller for lidt?
Er fyldt op med en masse kærlighed, men en lige så stor frygt for at aflevere denne kærlighed.
Min mistillid til folk omkring mig gør, at det svært at komme udover disse tanker.
Jeg ved at denne mistro går over en dag og jeg ved at jeg bliver et helt menneske igen. En dag. Ikke lige nu.
Er stadig for sårbar indeni til at kunne se så langt ud i fremtiden.
Jeg er holdt med at græde over alt det her og så synes jeg selv at jeg er nået langt.
Min kollega sagde den anden dag \"du må ikke sætte folk i bås og skræmme dem med dine forventninger\".
Hun skulle bare vide, at det lige præcis er det modsatte der sker.
Jeg er holdt med at have forventninger til nogen, så kan man ikke blive helt skuffet. En ting jeg er nødt til at minde mig selv om, for er sikker på jeg ikke ville kunne klare sådan en tur igen, som jeg har oplevet de sidste par måneder.
Så den eneste jeg pt er skuffet over nu, er mig selv.
Fordi jeg troede på de ting der blev sagt og gjort og fordi jeg lod mig overbevise om at det måske passede.
Hver eneste dag sender jeg dig en tanke om alt det du har udsat mig for og for alt det savn, uvished, mistillid og frygt du har efterladt mig med.
Had er et stærkt ord- det ved jeg- men jeg har ingen andre ord for hvad jeg føler for dig nu
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
.. er publiceret
09/12-2007 15:56 af
Love.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.