Jeg har haft meget travlt den sidste uge. Overordnet med bedemanden, præsten, valg af sten og køb af blomsterne til kisten, samt leje af forsamlingshus.

Tiden er bare fløjet af sted, men der bliver for midt vedkommende ikke ro på, før han kommer i graven. Har aftalt med graveren, at det sker når stenen er på plads.

Der har tilmed været modbydeligheder fra mine børn. Hovedsagelig Michelle, hvor jeg har fået at vide at vi er fuckin ligeglade egoistiske narrøve, At hun håbede at jeg ville sætte ild til mig selv, og hoppe ud fra et højt sted, samt hun ligeså godt stikke en nål i armen, og blive mere fuckt up. André kopier hans omgivelser, så jeg fik også en modbydelig sms fra ham!

Det lyder måske groft, men hvis jeg havde vidst hvordan mine børn ville udvikle sig, så ville jeg hellere være barnløs. Det er så hårdt at være skydeskive hver gang der er misforståelser, eller frustrationer som skal ud. Hver gang sidder jeg tilbage med en følelse af uduelighed i min opdragelse af dem, samt en knude i maven. Bliver ked af det, samtid også vred over den respektløshed. Det hører bare ingen steder hjemme.

Jeg har mange flere ord, men orker ikke mere nu.