Mit forhold går op og ned og i sidste ende er det vældig stabilt - tror jeg. Jeg er vist noget af en tøs på det område og evaluerer maniituøst hver en detalje af vores liv, således at jeg oplever karruseltur, mens det meste går hen over hovedet på kæresten der ikke var klar over at der var et problem eller en misforståelse til at begynde med. Det er ikke fordi at han slet ingen problemer oplever nogen sinde, men når han ser dem kan jeg ofte føre "deres start" langt tilbage i tiden, mens han ikke rigtig ser kædereaktionen og det gør det lidt sværere at finde ud af hvordan problemerne skal løses eller den evige "hvis skyld er det lige/hvor ligger problemet virkeligt"? For sandheden for mig er at jeg bliver påvirket af forskellige ting, hvilket nogen gange fører til uhensigtsmæssige reaktioner. Når han så peger på at det er noget jeg skal lave om, kan jeg da godt se at det er et problem - men det kræver også noget fra ham for at løse det. Det ved han nok også godt, men alligevel synes jeg ofte at vi ender i det samme trummerum, hvor det faktisk er nøjagtig de samme ønsker at vi har til hinanden og begge to mener at vi selv opfylder, mens partneren ikke gør. Desværre er han generelt bedre til at argumentere end jeg er; så logisk kan jeg give ham ret i mange af de ting han siger, men det går intet for at jeg føler mig hørt eller taget seriøst og på den måde fortsætter problemerne. Frustrerende...