Igår kunne jeg ikke sove, og tænkte fuck it. Gør dog et eller andet.
Jeg fandt de søde øjnes nummer på nettet. Tænkte lige efter en ekstra gang, og skrev så, at jeg ikke kunne sove og at jeg bla. mente at det var hans skyld.

Jeg fik svar tilbage ret hurtigt efter. At han også havde tænkt meget på søde mig og på vores hyggelige aften/nat/morgen, men at det var bedst ikke at holde kontakt, og så med et 'trust me'. Det handler om hans sygdom. Dum som jeg var, skrev jeg, at jeg håbede det handlede mere om mig, end om sygdommen.... og da jeg vågnede var jeg ved at kaste op over mig selv. Fucking egoist. Selvfølgelig handler det om sygdommen. Og det er ikke engang for at passe på mig selv, jeg skriver det. 'Verden handler ikke altid om dig' kan jeg høre J sige. Og at skrive det svar, jeg skrev var virkelig at gnide salt i et sår og være barnlig egoistisk.

Nå, well. Jeg kan jo nok ikke påvirke, hvordan han har det så meget i virkeligheden. Han er sandsynligvis en ung mand, der er midt i en kamp med at acceptere en ny tilstand i livet. Og jeg er en lidt krydderi på vejen.

Jeg er dog glad for, at jeg skrev. Så er det ude af verden. Bare en skam, når jeg nu endelig endelig synes der var noget, ved noget. Og ingen kan vel blive kede af at høre, at de har gjort indtryk på andre. Og og og. Han havde ikke kontaktet mig, selvom der var gået en uge. Det ved jeg nu.