Skulle have været ude med veninde.... som jeg også skulle have været ude med sidste lørdag. Og hun var på vej herud, men skulle lige hjem at vende først... og så havde de haft indbrud!

Alt var revet ned fra væg og hylder. Hun ringede og sagde at hun stod og rystede, og jeg kunne høre kæresten ringe til politiet i baggrunden. Stakkels dem, og hvor frygteligt ubehageligt. Mest fordi man må ende med at føle sig så udsat. At tyvene til hver en tid kunne være kommet ind, mens de var hjemme også.

Puh ha, blev helt glad for at jeg flytter i etageejendom, med aflåst gård og på 3. sal!


Nå, men så sidder jeg altså her med trang til et by-sus og en øl og blomstrer i sofaen. Orker ikke ringe til fyr. Har efterladt et par beskeder rundt omkring hos venner i håb om at nogen gider lege.

Oppe hos min søster er mine forældre, men jeg tør knap gå derop, for da jeg for 2 timer siden skulle vise den nye lejlighed frem (som min mor havde ønsket at se, fordi de alligevel var i Kbh) gik hun helt i spåner over, at jeg tog deres opmærksomhed. Hun endte med at løbe væk, tre meter inden vi nåede døren, og stillede den flaske vin, vi skulle have delt deroppe alle fire, foran os med et farvel! Kan i hygge jer!. Jeg begyndte nærmest at græde, fordi jeg er så ked af, at hun er ked af det. Jesus, et sæt vi er. Tog mig hurtigt sammen og viste mine ganske rolige forældre lejligheden. De kender min søster, og sagde jeg skulle slappe af. 'Hun er ikke sig selv! Det er sikkert os, hun er sur på.' Hvad de ikke rummer, de forældre... det er sgu ikke småting.

Da de var gået efter 5 min. ringede min søster og sagde undskyld, på hendes måde.... der starter med anklager: Hvorfor kan du ikke bare lade mig reagere. Du ved jeg har det dårligt. Når jeg er ked af det, skal du altid tage opmærksomheden. Du har ikke plads til mig! Og jeg siger, jamen, jeg lod dig jo også reagere. Og så cykler vi derudad. Jeg prøver virkeligt at glide af på hende og være forstående, men hun kan noget med at anklage, der kan få mig helt i baglås.

Og ja!, jeg har svært ved at finde mig i, at det skal hedde sig at en halv times anklager for lov til at gå for at være undskyldning. Jeg prøvede at være sød. Og så kommer anklagerne igen: 'Nu er det for sent, nu har det hele fået en forkert lyd, og alt hvad du siger, vil være forkert!' Hvorefter jeg logisk slutter, at så er der jo ikke nogen grund til at fortsætte samtalen, og så sluttter jeg den... velvidende, at næste gang vi snakker sammen, vil det første hun siger være, at det også er forkert at slutte samtalen, når hun er ked af det. Here we go again!

FOR FUCKS SAKE. Jeg elsker min søster. Hun er dejlig, men kors i røven, rent ud sagt, hvor er hun også umulig at have det godt med engang imellem.

Nå, hun ringede senere og var helt grådkvalt, og jeg sagde adskillige gange, at jeg var ked ikke at kunne rumme hendes facon (man må ikke sige, søde skat, det er ligemeget at du virker voldsom, for det anklager hende for at hun overreagerede... man skal tage skylden på sig... man skal tækkes hende, og nogle gange kaster jeg op over det, men når hun nu så eksplicit beder mig gøre præcis det, for at vise jeg elsker hende, så gør jeg det....(...lårtykke stråler!).

Nå, men det var stort at hun overhovedet ringede mig op igen, og det sagde jeg også til hende og mente det i øvrigt også, og så hulkegrinede vi sammen. Hun har det ikke godt. Det har hun ikke..... Men jeg har altså heller ikke lyst til at føjes hende, som om hun var psykisk syg eller sådan noget. Så mister man jo helt hinanden. Puhhh. Det er vist godt, at jeg skal flytte.

I øvrigt kommer jeg stadig til at trykke J's nummer, når jeg lige hurtigt skal ringe til nogen. Efter halvandet år. Det er mærkeligt som psyken fungerer og husker.