Jeg synes det der: juhuuu… microbryggerier er sagen og hver en ny øl er en sand åbenbaring… er gået lidt for vidt.

Ja, jeg kan rigtig godt li øl. Ja, det er ok med alt, der ganske autonomt pibler op fra undergrunden, så vi ikke kun har en slags burger, en slags vin, en slags pasta og en slags øl. Det er fint. Helt fint. Men iblandet dette helt fine er altså en del snob snob snob. Selve tanken er helt fin, men det betyder ikke, at enhver flaske man åbner og forsøger at drikke fra et ganske undergrunds-piblende autonomt microbryggeri, der inderst inde – let’s face it – drømmer om den dag, hvor de måske, bare måske, kan transformeres til macrobryggeri og nuppe markedsandele fra de andre undergrundspiblere, nødvendigvis er helt fin fin.


Jeg fik en sådan i går – og for første gang i mit liv spruttede jeg øllet ud igen efter at have forsøgt at tage det i munden. Heldigvis foregik gårsdagens arrangement udendørs, så ølsprutteriet ramte ikke andet end græs og gjorde derved ingen skade, men jeg sad tilbage med en undren over denne øl, der bare slet ikke opførte sig som man forventer at øl gør.

Jojo… jeg læste da også forleden i avisen at et stort remoladefirma trak deres remolade tilbage, som var solgt under 12-14 forskellige navne. Den kunne sagtens spises, men der var kommet for meget mælkesyre i, så der var en risiko på næsten 100% for remolade eksplosion, når man forsøgte at åbne plastikbeholderen. Og hvis man så først tog sig sammen til at tørre gule rester op fra vægge, gulv og bord, ja så kunne det da sagtens spises, meeeeeeeeeeeeeeeeeen… ikke helt den adfærd man normalt forventer af remolade.

Ligeledes med denne øl. En af de der store flasker, der er så snob-moderne, fordi de signalerer noget andet en Tuborg/Carlsberg. Her blev de solgt i enten flaske eller en enkelt genstand i plastikkrus. Jeg valgte det sidste, for dels gad jeg ikke rende rundt og bælle megaflaske og dels havde jeg lidt travlt der i køen hvor jeg bare skulle have drikkevarer til mig og A7, som var på bondegårdsbesøg – og hun var i gang med at lave snobrød over åben ild, sååå… det hastede lidt med at komme tilbage.

Det var 3. søndag i september og der er altid Åbent Landbrug 3. søndag i september hvert år. Så A7 og jeg fra fra vores meget bymidteagtige bylejlighed var taget på landet for at se en gård med Hereford-kvæg og én med grise. Imellem de 2 gårde kørte en gammel amerikansk skolebus i pendulfart. Vejret var fantastisk og vi havde en kanon dag, selv om jeg desværre tror at en enkelt oplevelse har givet A7 traumer. Vi skulle i grisestalden, men det blev ikke helt som forventet. Først skulle vi pakkes ind i eengangskedeldragter hvor selv håret var dækket og udover skoene skulle der plastikfutter op til knæene. Alle grise var mellem 40 og 100 kilo og gangene var smalle. Der lugtede, grisene var beskidte og de gik tæt i halvstore stalde. Vi nåede halvvejs før A7 begyndte at tude. Det fortsatte hun med resten af rundturen, men det gjorde ikke noget, for der var så meget larm at det var umuligt at høre. Som en lille gimmick endte turen ud af en dør og op af en rampe og direkte ind i kreaturvognen med plads til 187 grise i to etager, hvorfra vi ikke kunne komme ud. Meget morsomt… for de voksne.

A7s tudende kommentar, da vi endelig var kommet ud og havde afmonteret al engangstøjet var: Jeg troede grise var søøøøøde L

Nå, tilbage til øllet. Den flinke dame, som ekspederede, startede med at åbne øllen helt normalt og hælde op i et stort krus. Slam. Skum til kanten og intet flydende. Vi venter lidt, sagde hun. Og vi ventede og vi ventede og vi ventede. Hun ekspederede andre, mens skummet ikke sank. Jeg blev utålmodig, greb et krus til og hældte selv forsigtigt fra ølflasken ned i endnu et krus. Med samme resultat. Der kom en anden dame forbi og sagde at det ikke kunne lade sig gøre at hælde netop det mærke øl op, så jeg kunne bare tage flasken med mig.

Okzå. Vel tilbage omkring bålet hos datteren ventede og ventede og ventede jeg på at skummet skulle falde i plastikkruset. Og det gjorde det bare ikke. Jeg har set meget ølskum i mit liv, men aldrig noget, der var så genstridigt. Så gav jeg op og tog i stedet en tår af flasken. Og så var det at jeg spruttede øl ud over det hele. Jeg kunne simpelthen ikke holde skummet i munden.

Meget mærkeligt.

Nu tager det jo temmelig lang tid at bage snobrød, så efter ½ times tid var skummet i glasset endelig væk, mere kunne hældes op og det endte da med at det meste af øllen blev drukket. Den smagte ok, men næste gang tror jeg jeg vælger en grøn tuborg. Det ved man hvad er. Micro/macro eller ej.