Var ude igår med veninde.... Homopigen, som var klar på fest. Vi var til koncert. Ganske fint. Jeg blev sindssygt træt kl. halv et og ville hjem. Havde hovedepine. Veninde var anklagende. Suk, jeg ville aldrig aldrig reagere sådan. Nå... hende om det. Kan måske godt forstå skuffelse.

Skal se på lejlighed om lidt. Glæder mig igen. Fint kvarter, aller øverst på 5.sal. Lyst, ville rive vægge ned. Lave et stort rum ud af køkken gang og stue.... drømme drømme....

Mit liv er sgu så ligegyldigt. Nogle gange gad jeg godt bare være 80 og se tilbage med stolthed. Lige nu føler jeg, at jeg er 33 og ved at gøre det hele forkort. Som om jeg ikke når noget af alle de forestillinger om, hvad livet skulle indeholde.... det er jo i og for sig klart, da en stor del af forestillingerne indeholdt J, og da han ikke er erstattelig. Jeg skal lave mig nogle nye drømme skal jeg... og det er jeg lidt paf over tror jeg.

Kære penneven og givet fyr ret i, at det lyder som om jeg har alderskrise... og det går op for mig, at det nok er rigtigt. Jeg er præcis som alle de der mænd i midt trediverne, der er bange for at binde sig, og kede af, at de ikke allerede er blevet nogle store kanoner i et eller andet. Jeg er præcis sådan. Jeg er ikke blevet vildt sej til noget, og jeg er bange for at binde mig (med andre end J... og måske var jeg i virkeligheden også pisse bange for at binde mig til os, og det var derfor vi var kompatible, og derfor vi altid skændes).

Mmm, hul i fortiden. Jeg skal sgu have mig en fremtid. Ny lejlighed kunne være et overskueligt og egoistisk og tilpads selvcentreret og naglepillende og 'skridt imod de voksnes rækker'-agtigt projekt til at jeg kan lide det.

Hold op hvor er det søndag.

I øvrigt var jeg sammen med fyr hele dagen igår, og vi skal i biffen i aften. Jeg sløser gør jeg, og her roder også, og jeg har også taget kilo på, og jeg har heller ikke nået det jeg skulle på job i sidste uge... og og og og. Alt går, det ved jeg jo.