Kære Mathias, kære Andreas..
Som tiden dog løber, selvom den tit står stille - hvis I forstår…?
Forleden var det så den 23. igen, endnu en måned længere væk fra jer :(
Fatter det stadig ikke, kommer vel heller aldrig til det. Jo, jeg ved alt om I ikke er her mere, at han fratog jer livet og alle de muligheder I havde, de muligheder han nu står med…… Men alligevel forstår jeg ikke, at I aldrig kommer hjem, eller også gør det for ondt at indse, - det gør så helvedes ondt og tårerne render hver gang jeg kommer hertil… Som de gør når nogen en sjælden gang taler om jer, eller rettere spørger hvordan det går, for der er faktisk aldrig nogen der taler om jer, og det gør sgu allerhelvedes ondt !!!
Gad vide hvad I tænker, hvis I har mulighed for at følge med her ?
Hvad I tænker når jeg nu kan kikke på hans hjemmeside og se hvor godt (?!?) han har det i dag, at han har fået sit eksamensbevis og har livet for sig………………………
Når I ser hans nye bil, som han omtaler som en rød djævel, - ikke engang kørekortet blev taget fra ham !!!!
Hvordan kan han slå to ihjel og så bare køre videre ??
I går skrev jeg til Rådet og spurgte til deres pårørendekorps, hvor mødre, fædre, søskende der har mistet i trafikken tager ud og fortæller om det - jeg ved ikke om jeg kan, men et eller andet skal der ske, så jeg vil prøve - og så vil jeg kunne møde og snakke med andre, dét mangler jeg !
Hvad mon I ville sige til det, hvis I kunne ? Er det ok at "bruge" jer på den måde, vise jer frem, hvilke dejlige drenge I var, hvilke dejlige drenge der blev frataget livet af en tåber der kørte for stærkt… Er det ok at prøve at få andre til at indse, det er dødsens farligt at køre så råddent ?
Indtil nu i år har I fået selskab af 29 trafikofre ! Både unge og ældre.
Ellers..
Så går det da nogenlunde, - jeg har jo kastet mig over patchwork (og lidt over strikkepindende), er virkelig kommet på stoffer og har vist alt for mange……………… Men, når jeg sidder med det, ka' jeg holde tankerne på dét og væk fra jer..
Ikke at jeg ikke vil tænke på jer, selvfølgelig vil jeg det, men det gør så ondt, så jeg er nødt til at "skubbe" jer væk… Undskyld.
Men I er jo selv enormt gode til at trænge jer på; der er altid et eller andet der får tankerne på langfart til jer, som ham den ganske unge far i toget den anden dag !
Vi er begyndt at planlægge vores 100-års fødselsdag, og dét er ikke det sjoveste, når nu jeg kun kan få to børn med… Sad og tænkte på at der jo nok er nogle der vil skåle og synge diverse leve-skålsange, dét bli'r hårdt ! Kan jeg frabede mig dét mon ?
Jeg har nu besluttet mig at I SKAL med, jeg vil sætte jeres billeder med lys ved, så ka' folk sige hvad de vil, - de behøver jo ikke tale om jer, I skal bare være med…!
Sådan må det bare være…
De kærligste hilsener
mor
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.