Jeg er mærkeligt mør i det. Men tror at det gode er på vej :)

Har været i bad og hart taget helt blødt tøj på. Det gør jeg ellers aldrig efter arbejde. Faktisk ender jeg alt alt for ofte i min seng med alt tøjet på, jeans, bh, bluser osv. Jeg er vist i det hele taget ikke alt for god til at passe på mig selv.

Igår ringede jeg til J. Og talte længe med ham. Han havde fået job. Jeg var helt og aldeles stolt af ham. Han er i den grad en 'ladder climber' og selv om han er ok skarp og helt afsindig handlekraftig, kan han også tvivle på sig selv engang imellem. Der er ingen tvivl om, at han altid vil være travlt beskæftiget, men jeg tror, han selv har været bange for, om han nogen sinde ville kunne tjene penge - hånden på hjertet, det har jeg også... han er så kompromisløs og autoritetsforskrækket, at det sgu nærmest kunne være farligt at have ham ansat. Han vil altid lave, det han vil. Og nogle gange skider han højt og helligt på pli, lov og ret, for at gennemføre det han ønsker. Men nu bliver det alligevel med penge... og helt ærligt, jeg tror at det herfra bliver med i ganske høj grad. Tillykke med det J :)

Han kørte forbi mit hus og vinkede om til mig, som i en gammel film. Jeg huskede kort fornemmelsen af på en eller anden måde, altid at lande i den rolle for ham. Som om man er sådan en sømands kvinde, hvor han har én i hver havn, og man forventningsfuld vinker, når han kører forbi. Men men men. Jeg er ikke hans mere, jeg er min egen, og han kan ikke nå mig mere. Han vinkede bare... jeg griner lidt af ham. Han har altid haft så travlt med folk der er smarte... og selv gået i soldaterstøvler og sorte hættetrøjer, og i gadelampens lys kunne jeg se, at han havde fået en næsten hvid six-pence på. Hvor Vesterbro smart er det ikke? :) Personligt synes jeg at det er ok. Det er bare sjovt. Men jo, jeg har jo altid vist det. Min gamle J, var og bliver verdens dejligste hykler. Min gamle bofælle sagde det altid: 'Han taler så meget om tolerence, men du er langt mere tolerent end han'.

Nu havde han også meldt sig ind i sin partiforenings lokalråd. Og så kunne han jo straks lobby'e for at hans partimedlemmer skulle støtte hans ansøgning om at få en projekter til den lille efterhåanden minietablerede biograf han kører hver et eller andet i måneden. (Som så åbenbart er åbent for offentligheden??) Det er jo vildt morsomt. Så helt og aldeles hyklerisk... men manden får ting til at ske. Det kan der ikke herske tvivl om. En gang imellem kaldte vi ham Brixtofte, sådan bare for at det skulle gøre lidt ondt.

En eller anden gang, bliver vi helt ok, når jeg er ovenpå igen. Jeg begynder efterhånden at mærke, at kæmper jeg med noget, er det ikke længere savnet af ham. Jeg holder aldrig op med at elske ham, tror jeg... det er mærkeligt at kunne sige det så accepterende. Jeg tror, det forvandler sig til en slags søster/broderlig ting, som med lillesøster.

J sætter sin egen vilje og mål og mission over alt. Og, der er ikke en flig af hans mission, der i sig selv er det at være to. Kun i hans drømme. Kærlighed i dagligdagen er appetiser og underholdning, ikke noget man sådan handler efter ... og det er vist kun fordi jeg er alt alt for tålmodig, at det gik i de 6 år. Han sagde det også tit. 'Du er jo ikke glad S, jeg gør dig ulykkelig' - og det havde han sgu ret i. Men men, han skal nok nå det hele. Handlefætter :)

Han er derude, han blev vildt glad for at snakke med mig, og talte hele vejen fra stuen, på gaden, på cykel og til destinationen. Og sagde flere gange, at jeg meget gerne måtte ringe en anden gang. Selv ringer han ikke. Men jeg har også adskillige gange fået vist ham, at jeg ikke kan tåle kontakt med ham. Han er en pudseløjerlig størrelse. Jeg er helt ærligt taknemmelig for, at vi har haft den tid sammen vi har. Men tror også jeg bliver taknemmelig for, at det stoppede.

Vi ville gerne, men var for forskellige. Det var for besværligt for os. Det var afsavn og skuffelse og aldeles sårende og uforståelige reaktioner i en lang række.

J har det helt sikkert godt. Hvilket er rart. Det er bare mig, der er en stille trille rundt mus, der piber lidt i hjørnet, og er lang tid om at komme mig. Jeg kan godt savne at være så smaskforelsket og dedikeret som jeg var, og jeg kan savne at turde tro på den slags. Men jeg gider ikke den stodder, der var så grov imod mig. Der er så mange andre mennesker, der i langt højere grad prioriterer mig, og det vil jeg da hellere.

Rart var det nu at snakke med ham. Han ved hvem jeg er helt ud til fingerspidserne... og det var faktisk i forbindelse med en masse job-problemer jeg fik lyst til at snakke med ham. Fordi han kan komme med gode råd. Banke en i rykken og sige 'du er sej, kom så, fremad,' fordi han tror på mig, og fordi han altid er i stand til at tage kampen verbalt op med verden, hvilket nogle gange er en kæmpe støtte.

Ja, jeg savner ham. Men han var en lortekæreste. Det var han sgu.


PS: Kom pludselig tanke om, hvad vores bofæller i Argentina sagde om J, de så os jo også: 'de amigo - geniál, de novio - a la mierda'.