Forleden ville søster snakke - det endte med at hun kaldte mig en led kælling, tudbrølede og smed kaffe efter mig, og sagde at jeg ikke var hendes søster mere.

Jeg sagde at det eneste hun ville var at aftvinge mig en undskyldning, og det ville jeg ikke give hende. Hun blev helt hysterisk.... og hun fortalte at hun og hendes psykolog var blevet enige om, at jeg krævede særbehandling (?)
Det kunne jeg næsten ikke lade være med at grine af, fordi det er så absurd at de kommer til den konklusion... og i øvrigt gider jeg da slet ikke høre, hvad hun snakker med sin psykolog om... Det er vel en af de ting man har en psykolog for.... at kunne lufte alt det private, uden at trække tankerne ned over andre.

Jeg endte med at sidde på køkkengulvet og græde med kaffe til alle sider. Så ringede jeg til hende, og spurgte om hun ikke ville med ud til vores storesøster og hente kasser alligevel. Jeg sagde at jeg var ked af at være så stædig, men at hun jo også var stædig, fordi hun insisterede på at ville snakke... hun sagde at jeg fik det som jeg ville have det, fordi hun blev hysterisk, og jeg sagde at det blev som hun ville, fordi jeg jo lige netop IKKE orkede den samtale, fordi jeg vidste, hvordan det ville gå. Hun spurgte, hvorfor andre ikke havde noget problem med at sige undskyld til hende, og jeg sagde noget i stil med, at det var fordi jeg var hendes søster og i respekt for hende og med et stort mod og tålmodighed havde nosser til at fortælle hende sandheden istedet for bare at stryge hende med hårene for at undgå henes afsindige reaktioner.

Nå, hun ville gerne med ud at hente kasserne, og vi endte med at være gode venner igen. Jeg er hendes søster.... det får hun sgu slet ikke lov til at bestemme. Det er det fede ved det.