Det var så utroligt svært at komme op og ud af min store dejlige dyne i morges.
Den er tung og stor og så rar, og jeg fik den af min søster og hendes kæreste og mine forældre sidste jul.
Men jeg kom op. Og på job. Og så er jeg jo i virkeligheden vild med det arbejde. Det er altså en gave. Hyggeligt at se de andre igen. Drengene havde været på job i fredags og haft 'ren drengeværelse', som de sagde. Jeg smiler. Bare udtrykket er så sødt og nobelt, at det er til at dø af grin over. Det har de jo heller ikke så ofte, - drengeværelse altså - og det er min skyld. Altså ikke at det er det, men bare fordi... ja altså. Det kan jeg jo ikke gøre for.
Og så var vi der allesammen idag.
Når man kun er 8 på en arbejdsplads, og man er der hver dag i mange mange timer, så tror jeg enten man kommer til at holde utroligt meget af sine kolleger, eller også til at afsky dem.
Jeg holder rigtigt meget af mine. Bliver øm, når chefinden fortæller om deres jul, og om hvor rart det er at slippe den lille ganske kort, når hun er tilbage. Og glad når jeg ser de andre, og griner med dem. Det er rart.
Jeg har vist haft en lille flig af finanskrise-frygt i maven. Lejlighedskøb og lille virksomhed.... osv. Men idag var der 2 kunder, der kontaktede mig direkte med opgaver. Ved ikke om det bliver sigende for 2009, men det var da en ganske rart følelse på første dagen i det nye år.
Idag er en dejlig mandag!
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Vågne til livet igen er publiceret
05/01-2009 21:47 af
Pletfrit Sind.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.