Hvordan skal man beskrive en dag der har er som den er?
Jeg har en masse sommerfugle i maven som jeg har hver dag. En nervøsitet der stammer fra en fremtidig samtale med min sagsbehandler, jeg ved endnu ikk hvornår det bliver. Men jeg ved at hun vil sende mig i aktivering. Jeg føler mig som 1000 espeløv indeni. En flydende masse af tanker der trækker i hver deres retning på én gang uden begyndelse eller ende. Et miskmask af uforståeligt pladder, halve og hele sætninger, der kører i ring. En slags mumlen uden lyd i hovedet. Tanker jeg ikke har styr på fordi der simpelthen er for mange, men jeg bliver nød til at prøve.

Jeg kan mærke på mig selv at jeg er begyndt at lyve for folk. Når min mormor eller fars x-kone spørger hvordan det går, så smiler jeg med munden, men i øjnene kan jeg ikke skjule hvordan det går. Jeg siger "Det går stille og roligt, det er fint, ungerne har det godt." Der er ingen der gider høre på at man har det skidt og faktisk ikke er helt ok. Den bekymring vil jeg skåne dem for. De kan ikke hjælpe mig alligevel.

Det er som en skygge der kun ligger på mig og forpester mine dage. Andre er stressede, render rundt og arbejder, køber julegaver og ser familie. De har travlt, men jeg tror de hygger sig. Imens sniger livet sig forbi mig over mit hoved, lige akkurat så højt oppe, at jeg ikke kan nå bare med så meget som en eneste finger, uanset hvor meget jeg strækker mig. Jeg kan ikke følge med.

Jeg var nød til at i centeret idag for at købe gaver til tvillingerne. HVor er det uudholdeligt med alle de mennesker, sådan som jeg har det. Jeg er nærmest som en video-afspiller sat på slowmotion, mens alle andre er dvd-afspillere på fast forward. Underlig sammenligning egentlig, men hvordan kan man eller beskrive det.

Jeg er så pissetræt af at være trist og negativ. Jeg er så træt af at være mig. Jeg er træt af at være mere eller mindre deprimeret. Jeg er så træt af det.

Jeg VIL ikke have medicin. Jeg vil klare det her uden. Jeg kan godt komme igennem vinteren ved hjælp af samtaler. Men det bliver fandme så svært nu hvor det er ved at være jul. Så bliver jeg 10 år gammel og sidder og græder invendig over min mor der aldrig har været der for mig og som ikke vil mig. Hele sjælen er i oprør og spændt fast i en skruetvinge på den ømmeste sted, den strammes og strammes indtil der kun er et hul tilbage og jeg sidder tilbage alene med savnet - som altid. Men jeg holder masken og smiler pænt med munden til Søren, ungerne, svigerforældre og hele verden. Men inderst inde har jeg ikke skyggen af glæde. Det er så sørgeligt når juleglæden ikke engang kan reddes af ens børn. Man burde glædes og se frem til julene med dem i fremtiden, men det hulkende forladte barn inden i mig sidder og ser bagud.
Ingen forstår hvorfor jeg ikke er lykkelig når bare jeg har mine sunde raske børn. Jeg forstår det ikke engang selv.