Jeg befinder mig nu i en af de perioder, hvor min egen lille drømmeverden overskygger hverdagen... Jeg ser mystik og magi i alt omkring mig. Føler en enorm indre styrke, som jeg faktisk ikke helt er klar over om jeg er i besiddelse af... i hvert fald ikke i dette liv.
Jeg tror til dels, at det er efteråret, der gør det. Får mig til at vende blikket indad, og lader mig se mig selv, mine uopdagede drømme og håb. Lader mig komme i kontakt med sider af mig selv, jeg har ignoreret for længe, som jeg ikke har turde at se i øjnene. Måske er det derfor man tit bliver deprimeret i den mørke halvdel af året, fordi man nærmest er tvunget til at vende blikket indad, og ikke altid bryder sig om det man ser...?
Men så længe jeg kan være ærlig over for mig selv, og skriver mine tanker ned, overskueliggør dem så kan det ikke gå helt galt...

Må lige tilføj, at der altså var en ting der fik mig revet midlertidigt ud af min lille verden:
I ti år har jeg drømt om at se musicalen Atlantis, lige siden min søster fik musikken... og så i søndags kedede jeg mig lidt, og gik så ind for at se om ikke der var planer om atsætte det op igen, og nu sidder jeg med 3 billetter i hånden, og glæder mig bare til den 11. oktober!!!

___
13. januar 2008 11:00

Tror helt sikkert, at efteråret og det at jeg gik hjemme på barsel kan tage en del af æren for min drømmeverden... En lille del.
Det der rigtigt var sket rækker tilbage til december 2002. Vi havde, for Gud ved hvilken gang, været værter til lidt spillehygge. Daniels ven fra 7-årsalderen, Bo var også med, og jeg havde aldrig rigtig formået at komme ind på livet af ham, anede ikke hvad jeg skulle sige til ham hvis vi var i samme rum. Men den aften, næsten et år før denne tekst er skrevet, fandt vi en fællesnævner. Vi elskede begge sangene til Atlantis. Da Bo den aften pludselig brød ud i sang, var jeg straks med, og vi sang den ene sang efter den anden, mens de andre delvist grinte af os og forsøgte at ignorere os.
I det meget overfladiske forhold Daniel og jeg allerede på det tisdpunkt havde var det dejligt at finde en glæde og indlevelse fra Bo, over noget af det der stod mit hjerte meget nært. (Det eneste Daniel og jeg rigtigt gjorde sammen var at holde de spilleaftener for vennerne eller se film. Daniel arbejdede dag og nat - han brugte dobbelt så meget som han tjente, men det var vigtigt for ham at få råd til fjernsyn, computer, dvd'er, cd'er osv. Ting, vi havde i forvejen, omend ikke det nyeste smarteste, og ting alle kan leve uden - så vi så sjældent hinanden i vågen tilstand)
Derudover var det også helt vildt at opdage noget af det Bo, som jeg på det tidspunkt havde 'kendt' i 4 år, indeholdte. De næste par gange vi sås, gik snakken pludselig meget bedre imellem os (også om andet end Atlantis). Jeg vil ikke sige jeg blev forelsket i ham, men jeg havde pludselig en helt ny interesse for ham.
Det der var sket, kort før d. 30/9-03 var at Bo havde været på besøg hos os (vel egentlig hos Daniel, men han var faldet i søvn) og vi havde siddet og snakket, om ganske almindelige ting, og pludselig uden jeg helt opdagede hvordan det skete, fortalte Bo mig en hel masse personlige ting, som jeg slet ikke troede jeg var tæt nok på ham til at få at vide. Jamen det var en hel masse der blev åbnet op for, jeg var helt paf og anede ikke hvad jeg skulle sige. Men jeg var også meget beæret. Vidste ikke helt hvor jeg stod i forhold til ham, og følte at jeg nok lidt var ved at få lidt flere følelser for ham end hvad godt var. Anså det for en højst upassende ting, og tillagde den derfor bare som en bivirkning af den drømmeverden jeg gik lidt i i forvejen...
Den tredje atlantis billet var naturligvis til ham :)
(Og det var som gallakoncert, ikke selve stykket der blev sat op - det havde jeg ikke lige fanget)