Har lige haft en fantastisk hyggelig dag med en veninde. Vi har været på arken... siddet derude med vores forældres generation og grinet af, at Picasso aldrig tegnede to baller, uden også to huller. Og bare nydt at se dygtige tegninger...

Og så skal vi til fest i aften, hos hendes kæreste. Jeg spurgte, mest for en sikkerhedsskyld, om J ville komme, og hun svarede til min skræk, at det vidste hun ikke.

Og her er det så, jeg er så træt af min fysik og hormoner og hjerne. Straks pumper alt i tredobbelt tempo og øjnene løber næsten i vand, og ulykken bider sig fast i maven af mig igen, og jeg kan ikke fornemme andet en angst og vrede og savn. Jeg vil ikke til fest med ham igen. Det forstyrrer for længe efter. Jeg er ikke ovenpå endnu, I'm sorry, og jeg gider ikke fremprovokere endnu to uger med mararidt.

Jeg samlede mig, sendte ham en sms og spurgte om han havde tænkt sig at komme, for så ville jeg holde mig væk denne gang. Han er slet ikke i byen, svarede han. Pyh ha. Heldigvis. Havde glæder mig til endnu en af de dejligt store og glade fester, hvor så mange forskellige mennesker kommer.

Men.... jeg gik hjem fra stationen, og var ked at det. Det er lidt ydmygende at have det sådan. At det kun er mig alene, der har et problem. Ked af, at jeg ikke kommer videre... ked af, at det har sat sig fast i maven på mig. Jeg har fået noget, der næsten ligner en fobisk angst for min gamle store kærlighed. Hvorfor kan jeg ikke bare slappe af med, at jeg aldrig holder op med at elske ham, og at han var sej at gøre det forbi, fordi vi begge var ulykkelige? Hvorfor skal jeg nedgøre det. Han elskede også mig. Vi holdt afsindigt meget af hinanden, men kunne ikke forenes.... rigtigt... jeg plejede at sige, at vi var kinetisk energi, der kunne frigives og falde på gulvet, hvornår det skal være. Hvorfor skal jeg holde det imod ham...når jeg så eksplicit havde formuleret det umulige i os, så mange gange?

Hvorfor kan jeg ikke bare slappe af og lade livet udvikle sig, og bygge ovenpå? Det er som om jeg insisterer på at holde fast i min ulykke. Jeg fatter helt ærligt ikke mig selv. Det er som om, det er min barnlige stædighed, der lever sit eget liv og holder mig fast... Som da jeg var lille og kunne blive rablende sindssyg, fordi jeg ikke kunne vælge is, men VILLE vælge selv og kunne tude arrigt i flere timer, hvis ikke jeg fik lov... hvis nogen tog beslutning for mig. Og det er lige ved at jeg kan genkende den samme fornemmelse af at være gået i stædigt og hidsigt selvsving fra dengang.

Nå, smelt det væk frøken. Han kommer ikke, og du kan sagtens have det sjovt i aften. Slap af, nyd det. Slap af, giv slip, giv slip....


Jeg er barnlig. J har ret. Jeg er barnlig.