For noget tid siden mødte jeg en gammel kæreste på cyklen i København. Fra for 13 år siden. Vi var sammen i 8 mdr. Det var længe for mig dengang.

Vi har så fundet hinanden på facebook og besluttede at drikke en kop kaffe sammen i torsdags.
Det var overraskende hyggeligt. Vi spiste og fik et par øl og blev siddende hele aftenen.
Vi grinede meget af alle mulige ting, fra dengang og fra nu. Jeg bl.a. af hans måde at blive helt overdrevet forarget over ting på et splitsekund med et konstant gran af selvironi. Det havde jeg glemt. Den mand havde store store mængder humor. Vi grinede meget af de samme ting dengang... små finurligheder i hverdagen. Det kunne vi stadig.

Jeg kørte derfra med sådan en stor følelse af taknemmelighed. Noget med at de mennesker, jeg møder på min vej i mit hovede står som ret enestående bekendtskaber.

Han lever under specielle omstændigheder. Og han havde stadig noget over sit ansigt. Noget med kamp og store valg, der gjorde og gør, at jeg synes han han på en gang er et et sårbart og utroligt spændende menneske. Hans indsigt i andre væsener har en kaliber, der er helt utroligt forfinet i forhold til de vognstænger, der ellers svinger rundt ude i verden.

Jeg ønsker ham alt det bedste.