...sagde den uintilligente, eller den modløse... eller hvad det nu er. Men det gør jeg altså. Gider ikke rigtigt noget som helst. Hverken venner, eller E, eller weekend eller arbejde eller noget. (E findes endnu. Utroligt sød og dejlig og uproblematisk ... men livsnerven står vist temmeligt uberørt længere inde i mit sind, og han søger slet ikke indad, og jeg keder mig.)

Mmm.

Venner har mange gange foreslået terapi af en eller anden slags i forbindelse med J, og mine mange år med at komme mig. Jeg har ikke villet... men måske man kunne nu, og at det så kunne komme til at handle om noget mere interessant end sorg.

Eller måske jeg bare skal. Hvad ved jeg. Rejse igen.