Kære dagbog!!

Atter en dag er gået og ikke en lyd fra ham, kan man virkelig være så kold og ligeglad at man slet ikke høre fra ham eller er mænd bare sådan???

Han ved godt selv at han mangler i min hverdag, måske talte vi ikke sammen hver dag men bare det jeg vidst han var der, og en mail i ny og næ det var også til at varme min hverdag, og jeg kan sq godt mærke at den varme jeg fik fra ham den ikke er der mere..

I det hele taget føler jeg lidt at jeg mister mine venner sådan lidt efter lidt, ikke fordi jeg ikke føler jeg gør nok, jeg skriver breve, skriver mail og ringer da også , men det er som om at når de skal ringe/skrive tilbage så kan der godt gå op til flere uger før jeg høre noget, og det kan godt gøre mig lidt ked.

Betyder jeg slet ikke noget for nogen mere??? Er det bare såan bestemt nu at jeg skal svigtes igen?? Skal jeg bare atter igen være alene og den eneste jeg komunikation jeg får er de få mennesker jeg snakker med over nettet, men der er jo bare ingen rigtig mere jeg kan stole på, de forsvinder allesammen...

Jeg troede da ikke at man som menneske i dagens danmark kunne blive så ensom, men åbenbart...

Nogen gange så føler jeg lidt at når jeg oplever noget lykke så har gud bestemt at det kun skal være for en kort stund, for det slutter altid meget hurtigt igen. Jeg forstår det bare ikke for næsten alle jeg kender har det godt og er lykkelige, men hvorfor kan jeg ikke også være det???

For hver time der går føler jeg mig mindre og mindre værd i denne verden, gud ved hvor meget jeg betyder for andre?? ingen fortæller mig rigtig mere at jeg betyder noget, men det gør jeg nok heller ikke så!!!!

Jeg tror bare verden er bestemt sådan for mig at jeg skal være så skide ulykkelig altid...

Forbandet Verden Gi mig dog noget lykke!!!

XXX