14 år siden

Er det bare mig, eller?

Er god start så meget at ...
Kellany Bram...
11 år siden
Hundetyven.
Regitze Møbi...
10 år siden
Gud taler til alle
Salomon
9 år siden
70år + 4 dage
Peter Munk (...
10 år siden
Da jeg blev student
Olivia Birch...
8 år siden
Livets Tankespind
Caby
9 år siden
Lidt om at fodre dagbøger
Jakob Juel (...
2 måneder, 2 dage siden
Tanker
Luxuryline
10 år siden
Hvor er min motivation?
Kasper Lund ...
8 år siden
Lodret vask med rivejern
Victoria Wan...
9 år siden
Det var pindsvinets hjem
Olivia Birch...
9 år siden
Den Forkerte Chili.
Kenny Raun (...
10 år siden
Bornholm 3
Michala Esch...
16 år siden
Perfektionismen dræber mi...
Neola
3 år siden
Sandhedens slag - 16.09.2...
Anna Gammelg...
2 år siden
Start?
Christian Ba...
10 år siden
1 ex er det værste, men 3...
Martin Micha...
5 år siden
Jeg føler, at mit humør og mine tanker suser op og ned i denne tid. Min kæreste og jeg er ved at flytte sammen. Eller er vi? Vi er så fandens ærlige overfor hinanden, for det er jo også modent og moderne. Og han følte sig kaldet til at sige - for nogle uger siden - at han da tænkte over, om der mon var en anden, og bedre, kvinde derude for ham. Jeg var den dag i god kontakt med min rationelle og modne side, så jeg sagde, at det overraskede mig at han tænkte sådan, men at det vel var forståeligt nok. Er det her nu det rigtige? Det er vel forståeligt nok at man kan overveje det. Han har siden forholdets start været meget på, og jeg har ikke følt mig i tvivl om hans følelser for mig.

Nu er det bare sådan, at når jeg ikke har så god kontakt med min modne, rationelle side, så dukker der en anden side op. En meget forurettet og negativ side, som borer i ting, der er blevet sagt. Så nu hygger jeg mig med den sætning og overvejer at skrive en sms til ham om, at jeg ikke synes vi skal flytte sammen før han er afklaret med, at jeg er den rette for ham. Jeg VED at det er taget ud af kontekst og at det handler om noget andet. Men når jeg først er begyndt at dyrke sådan en udmelding, så raser det indeni mig, og jeg må handle på det. Jeg har en anden mulighed... jeg kan spise og kaste op. Selv det ville i min hjerne blive til en slags "straf" til ham, for det han har sagt. Jeg lægger mærke til det, jeg tænker og føler, og jeg kan mærke, at jeg bare er rigtig ked af det. Og jeg har lyst til at bebrejde mig selv for at have sådan nogle latterlige tanker. Igen dukker der et ønske op: Bare jeg dog kunne være ligeglad. Kold og afklaret. Han må finde ud af det med sig selv. Jeg er ligeglad. Bare sige til ham, at når han føler sig afklaret med, om jeg er den rette, så kan han flytte ind. Hvis ikke, så er det fint.

Det er en optrapning. For i virkeligheden har han så sent som i går givet udtryk for, hvor usikker han kan føle sig på mig. Og jeg har sagt til ham helt klart, at jeg ikke føler mig i tvivl. Jeg elsker ham og vil gerne bo sammen med ham. Jeg er såret over hans bemærkning og jeg har lyst til at såre ham - payback. Eller gøre mig selv usårlig og give udtryk overfor ham, at jeg ikke er såret. Jeg er ligeglad.

Ligeglad går igen mange gange. Ikke føle. Ikke tænke. Ikke spise.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Er det bare mig, eller? er publiceret 17/06-2010 10:40 af Dansemyg.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.