Jeg sidder og græder og er helt ulykkelig af tab igen. Hvorfor fanden holder det aldrig op. Jeg SAVNER MIN KÆRESTE... som altså ikke er det mere. Jeg fatter det simpelthen ikke. Er det ikke mærkeligt? Har det som om han er på rejse, og så om lidt, så kommer han hjem og jeg glæder mig til at kysse ham i lufthavnen. Jeg savner hans ironi, han lugt, hans grin, hans jakke, hans skridt, hans konfrontatoriske væremåde, fucking al ting. Det eneste jeg ikke savner er følelsen af at blive holdt på afstand....

Kære kære et eller andet, få mig ud af det her... skulle egentlig i byen med en ven i aften, men jeg spiser ham af med bif. Gider ikke, vil ikke.... jeg vil have min J. For helvede,... jeg er jo ikke engang værd at elske, når jeg er sådan her...

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Det er snart så lang tid siden... som om ingen rigtigt forstår det mere. Tror mine venner begynder at synes jeg er sølle. Det irriterer mig... føler mig stadig lettere utro, når jeg tænker på andre... hvorfor er det sølle at være et tro menneske. Pingviner mater for livet siger jeg, og kigger ned af mig selv og ser en vræltende og lidt ynkelig figur (der er vild med at bade!)

Åh for helvede, hvor jeg savner ham. Jeg tror i virkeligheden han er den eneste, der rigtigt forstår, hvordan jeg har det.... tror han har det lidt på samme måde. Han savner også mig. Men han vil ikke mit liv siger han, hvad det så end er for et? Jeg griner mens jeg skriver det, det er nok netop det der er problemet, ville han sige. Og så mente han heller ikke han kunne tilfredsstille mig... med det jeg ønskede? Pudsigt, når man samtidig bliver beskyldt for ikke at vide, hvad man vil... tror egentlig heller ikke han ved det. Men han ved åbentbart, hvad han ikke vil, og det er navlepiller S. Hun er da virkelig heller ikke noget ved.

............

Åh fuck! Nu har min pulverhekse-hattedame-agtige mor lige ringet med flagrende Githa Nørby stemme og inviteret sig selv og min far på besøg. Jeg prøvede at afvise; 'Jeg får en ven på besøg'... hende; 'ih hvor hyggeligt, så kan vi lave mad sammen' ...mig...super klodset, 'Nej det kan jeg altså ikke være bekendt overfor min ven'...(faktisk tror jeg min ven ville synes det var sjovt, han kender dem)... mig lidt forsonende...'men I kan da lige komme forbi et smut'.... I guder... måske jeg bare skal sige, de ikke må komme. Lytter hun overhovedet ikke? Jeg er glad for at have foretagsomme forældre (læs; foretagsom mor, med far på ufrivilligt slæb) men kan de ikke være foretagsomme et andet sted?

Min kære-ste står med sort tøj og soldaterstøvler på rådhuspladsen, og mine forældre står med broche og sort pjevset attache-hund ved Radiohuset og jeg sidder og producerer fortyndet snot i store stimer på halvvejen, fordi jeg er et fucking selvmedlidende og splittet skvat.

Nu går jeg en tur, gør jeg.
Jeg er forelsket i min gamle kæreste. Sådan er det. En dag vågner jeg op og er forandret... det håber jeg.