Så blev det tid igen.

Så blev min far endelig begravet. Jeg siger endelig, fordi det ikke kunne gå stærkt nok for et par dage siden, eller sådan havde jeg det. Det var noget at se frem til. Og selv om der kun er gået en uge fra han døde til hans begravelse, så føles det både som en hel livstid og et ganske kort øjeblik. I går var speciel hård fordi jeg ikke rigtig havde mere at tage mig til. Så sad bare og ventede på at i dag skulle komme.

Så her til morgen var følelserne virkelig i kog. Men det gik da. Og så kom mennesker fra nær og fjern. Eller sådan da. Så var der nogle der var tæt på til lige at hjælpe med det meste. Der skulle jo laves kaffe og sådan inden vi tog ned til kirken og der skulle klædes på og alt sådan noget. Så det blev jo gjort på et øjeblik. Det værste var nok at flaget skulle sættes. Det var nemt nok at få det helt op i stangen, men at skulle få det ned igen var altså temmelig hårdt. Ikke fysisk, men det var som om der var noget i mig som ikke mente at det flag skulle ned på halv stang. Det kan ikke passe det er her. Måske om 25 år, men ikke nu. Men ned kom det da...

Så kom vi jo om i kirken. Så skulle kisten jo på plads. Det kom den også, men ikke uden nogle genvordigheder. Indgangen til kirken er nemlig ikke ret stor, så vi blev næsten alle beskidte. Men det blev begravelsen jo ikke dårligere af. Kan ikke huske ret meget af hvad der skete derinde for sad og tudede det meste af tiden. Men vi sang da nogle salmer. Kan huske vi sang dejlig er jorden. Det var fars yndlings til jul, så det fik tårene frit løb. Præsten holdt også en god tale og så skulle vi bære kisten ud. Jeg havde lavet en plan for hvordan det skulle ske. Der var nemlig nogle med dårlig ryg og sådan, så der skulle være noget udskiftning undervejs. Men det gik. Eller rettere sagt, det var perfekt, hvis jeg selv skal sige det. Kisten blev sat op på sådan en vogn (kan ikke huske hvad sådan en hedder) og så stillede de som skulle afløse sig på siden af dem der skulle afløses. Så trådte dem der skulle afløses et skridt tilbage, samtidig med dem der skulle afløse trådte ind og grem fat om håndtagene og så trådte vi andre væk. Det var fantastisk. Nå men så fik alle dem min far betød meget for lov til at bære kisten. Vi var 10 alt i alt om at bære den. Så der var to der tog den fra kirken og helt ud til graven.

Det kan godt være det er en lille ting at glæde sig over og måske også forfængelig, men jeg er glad for at det gik så godt som det gjorde. Der er ingen der kan sætte bare skyggen af en finger på det arbejde jeg gjorde i dag. Det betyder noget for mig at jeg ikke skal blive ved med at slå mig selv oven i hovedet de næste 30 år over en lille fejl.

Nu skal der så arbejdes fremad. Det lyder ikke så slemt i mit hoved. Men det bliver det nok alligevel. Trods alt er der mange der skal skrives takkebreve til. Der kom 56 buketter i det hele. Det lyder måske ikke af så mange, men taget i betragtning af ca. 10 af dem var fra familien, så synes jeg faktisk det er rigtig godt. Vi har heller ikke så stor en familie så det gør noget.

Nu vil jeg så gå i seng og prøvet at få sovet.