Da jeg forleden fik flash-back om min gamle kæreste, sendte jeg ham en sms. Og han svarede tilbage, at han havde købt en gave til mig.

Jeg kunne helt ærligt ikke rigtigt forstå det, og reagerede ikke rigtigt. Og nu har han spurgt om ikke jeg vil have den? At der havde stået mig over det hele på den. Det er sgu da meget sødt. Føler mig dog helt utryg over det... er bange bange bange for at blive ked af det. Vi er nogle kegler ham og jeg. Jeg har dårlig samvittighed overfor fyr, og samtidig føler jeg at jeg er J utro med fyr. J, som ikke har været min kæreste i hele 2 år.

Samtidig med det hele, har jeg lyst til at ... noget med at være mere opsøgende... møde andre, flere, forskellige... Sund indstilling i øvrigt frøken. (Og så lad dog være med at bruge dine aftener på at lave nørdede spil, get out there!!)

Det er en meget meget ukendt fornemmelse. Det føles bare som om verden reagerer anderledes på mig? Eller også jeg er blevet mere ligeglad.... uden tvivl det sidste også i hvert fald. Løbet er jo kørt alligevel.

Min store kærlighed og jeg kunne jo ikke finde ud af det på trods af alle gode viljer og alle fine kræfter brugt.


Blaaaa blaaaa blaa.

Heldigvis heldigvis er der ting, jeg engang var, som helt er glemt, og som jeg næsten ikke kan forstå idag. Og sådan bliver det også med J. Stille og roligt. Stykke for stykke bliver han mere og mere fortid. Noget, der hørte en ung og blid pige til, som snart ikke længere er hende her. Frøken kan selv, frøken mig.