Stilheden har sænket sig over mit hjem mine unger er taget i skole , kun naborenes gøremål og vaskemaskinens monotome lyd er at høre .
Jeg sider atter her , fyldt med tusiene ord , som søger forløsning på mit tastatur .
Tiden er det enste jeg har i denne tid , og jeg bliver flygtig i mine tanker og min sjæl flagere afsted , fyldt med forundring , spørgsmål og glæde .
Jeg ligger bånd på mig selv for ikke bare at give slip på det hele .
Tøjer mit hjerte med silke bånd , kalder på fornuften , retter rygen og siger til mig selv , jeg må trække vejeret langsom , bevare bene på jorden .
Jeg bander , hvordan fanden kan jeg det , når D har sat hele min verden på den anden ende , fyldt mig med følelser , som bobbler , syder og koger dybt i mig , og jeg fatter det ikke , fatter ikke at dette kan ske for mig .
Jeg bære rundt på tusiene ord jeg gerne vil sige til ham , tusiene ting jeg gerne vil spørge ham om , men jeg ved at det er nu jeg skal holde inde , selv om jeg har denne dybe trang til at forklare ham hvad der sker. og hvad det er der han gør ved mig .
Men jeg er sammen med alt dette også fyldt med en frygt .
Jeg har lagt min sjæl for ham lukket ham ind i mit hjerte ....og gjort mig selv hudløs og sårbar ..og der af kommer min frygt .En frygt jeg ikke ønsker at kende til men som sniger sig ind på mig , når jeg er mest åben og uforberedt .og den slynger sig om min sjæl rusker den op , mishandler mig og gør alting sløret af tåre .
Og min fornuft ...redder mig den tager over med fuld kraft , slynger frygten ud i universet og beroliger min oprørte sjæl .
den stiller de rigtige spørgsmål , og maner til ro, kaster kold vand i mit ansigt ..og hvisker \"Små skridt\" , \"en dag af gange\" \"ro på\" ...og tiden vil gøre dig godt .
Ja ja ja ..siger jeg til mig selv for jeg ved det jo godt.
Jeg ved at alt dette er så nyt , og jeg ved at det skal havde sin tid og jeg ved jeg selv har valgt at gøre mig selv så åben og så sårbare .
Uvisheden er en del af livet , og jeg må tage den med for det er jo der hvor jeg mærker livet .
Og jeg ser mig selv stå der på kanten , og kikke ud i det uvisse , og jeg har tranget til at tage skridtet fuldt ud , bare springe og se hvor det føre mig hen se hvor jeg lander.Og ja måske lander jeg hårdt , og mit hjerte vil knuses , men jeg ved jeg vil overleve .
måske jeg lander blødt i det som livet inderes inde handler om og jeg kan juble og dele min glæde med verden .
Og nu står jeg her , og er tvunget til at springe ud i livet .Der er ingen vej tilbage
og alle mine spørgsmål vil med garenti få svar om ikke på den ene måde så på den anden måde .
Om han har det som jeg!
Om han ønsker som jeg !
om han tør som jeg !
Jeg skal nok få svarene , før eller siden , kun tiden kan give de svar .
Jeg vælger at lade tiden og skæbnen føre mig hvor hen den viser mig hen, og der fra vil jeg så leve .
Min tid skal nok komme hvor jeg kan forklare , hvorfor , jeg ikke kyssede ham som jeg så inderlig gerne ville , hvorfor jeg ikke tog hans hånd som jeg så inderlige ønskede , hvorfor jeg ikke krammede ham , som jeg så inderlig længtes efter .

På så kort tid er mit live røget op i top hastighed , og jeg forsøger bare at hænge på , flager efter , og jeg nyder vinden og livet piske mod mit ansigt og vil for intet i verden vær denne oplevelse foruden og ja jeg ved hvad det kan indebære af godt og af ondt men jeg er klar klar til at mærke livet mærke alt hvad det har at give mig .Jeg vil leve i nuet , ikke tænke på morgen dagen , og lade vær dag være en ny ubeskrevet side , hvor vært sekund og vært minut skriver sig selv , og livet selv finder sin forløsene ord .

Nu vil jeg tage mit tøj på gå en tur nyde det gode vejer , sende ham mine varme tanker og takker ham for En dejlig dag sammen med ham .Og håbe på han ikke sys jeg var hel umulig , for hvem har nogle sinde haft en første date som bare var super perfekt , hvem har ikke sidet efterfølgene og ærget sig over det man ikke fik sagt det man ikke fik gjort ...griner af mig selv hvor er jeg dog fjollet ...men sådan er det nu en gang .

RosenQ