Har besluttet mig for at isolere mig selv lidt. Føler og tænker mindre, når jeg er alene.

Var ved at finde musik til indslag. Dvælede ved Satie, der er en bestemt stemning ved det musik, som jeg bare snyes passer til mig. Især når jeg i det humør jeg er i for tiden. Fandt en bog på min hylde, som jeg var meget betaget af i 97. tror jeg. En islandsk forfatter. Jeg kom i tanke om at der var en helt speciel passage i den som jeg den gang læste højt i en time på min højskole. Bladrede og slog spontant op på linien : ”jeg tænder og lytter til Satie”.
Følte mig lidt ramt, for det gjorde jeg jo også!
En meget speciel bog, men jeg kan levende sætte mig ind i den ulykkelige kærlighed, som beskrives. En kvinde har 100 dage sammen med en mand og da han forlader hende, går hun i stå. Lever i øjeblikkets smerte. Tror jeg fandt passagen, jeg læste op:

”Kærlighedens bånd har mindre sjæl end et lig og er grimmere end et udtørret fiskehoved.

Den som kommer allersidst skal i den sorte gryde.

Den eneste gang i mit liv hvor jeg ikke flygtede fra kærlighedens kampplads fald skred jeg som en ko på isen og faldt.

At blive tilbage på kærlighedens slagmark efter slaget er den største fejltagelse et menneske kan begå og alligevel kan det begå mange fejl.
De der ikke flygter fra kamppladsen har værsgo at tælle deres dage.

At blive tilbage på kærlighedens slagmark er som sagt en dårlig idé. Men svær at modstå”

Ja, det var det... men der var faktisk et bedre:

”min elskede,
der er noget jeg gerne vil have rede på. Jeg har så tit spurgt mig selv: er det ikke mangel på fantasi der ødelægger folks liv? Bliver vores liv ikke levet i den forkerte form? Skulle det ikke være digte for at kunne kaldes et egnetligt liv? Kærlighedsdigte, sonetter, lejlighedssange, højsange?

Jeg ved lige nøjagtig hvordan du var. Du havde en poetisk åre, men du var prosa og ville stå i bogskabet. Dér stod du så stille på din hylde (nu godt nok i embeds medfør i pragtfuldt skindbind) mens jeg humpede rundt i verden på halve vinger og nu går med stok.

En stækket hunengel. Som sagt med vingestumper. Og stok.

Rent ud sagt: jeg bliver ikke noget smukt lig. Men hvad gør det, når jeg nu ikke kender nogen nekrofile (såvidt jeg ved).”

Andreas sagde til mig, at sådan som jeg er, ”er ynkeligt. Ikke en gang sygt, bare ynkeligt”. Jeg er ynkelig. Jeg er blevet på kærlighedens slagmark længe efter at kampen er udkæmpet. Jeg slås mod resterne og det er pokkers dumt.
Men nu vil jeg tage resterne af mine vinger og gå.
Åh, det har jeg jo sagt tusinde gange, og gør jeg det? Ja, i et par dage. Så glemmer jeg det hele og begynder forfra, altid forfra.
Hvordan holder man op med at være ynkelig? Hvordan får jeg en stolthed, jeg er jo helt til grin.