Lørdag den 10. september 2005 Erling er død
Det var en dag som altid vil stå som den sorteste dag i mit liv, den dag jeg mistede min elskede mand. Det er så svært at skrive, men dagen startede med at Seje havde smidt en af sine killinger væk, og gemt den, og samtidig havde hun en forfærdelig diare, det løb simpelt hen ud af hende. Else tog den lille syge killing og gav den mad og varmede den. Så tog hun den fra Seje. Jeg skulle til politisk kandidat kursus og hyggede lidt med Erling, og vi snakkede om hvordan det skulle være til jeg kom hjem i morgen. Da taxaen kom klokken 10, sagde jeg farvel til ham, og han ville så gå ud i haven og rodede.

Jeg kom til Odense hvor mødet var i god tid, så jeg satte min rygsæk og gik en tur op gennem gågaden i Odense og gik og tænkte på hvor dejligt det var at kunne gå alene, selvom jeg ikke kunne se hvor jeg gik, men bare det at være sig selv, det var mange år siden jeg sidst havde kunnet gøre det. Det ville jeg skrive i min dagbog og fortælle Erling når jeg kom hjem. Det har nok været omkring dette tidspunkt at han døde. Jeg gik tilbage til mødet, og det startede, jeg var der de første par timer, men så ringede Else og sagde at nu havde Seje smidt alle killingerne væk og hun havde taget dem fra hende. Og gik nu rundt med dem i en lille taskekurv, og fodrede dem. Men fem var for meget til hun kunne klare det, så jeg ringede til hende da vi havde pause og sagde at jeg kommer hjem. Jeg fortalte det til lederen af kurset, der sagde det var i orden for jeg skrev jo altid at man skulle passe på dyrene og det kunne han ikke være uenig i. Jeg gik gennem Kongens Have og prøvede at ringe til Erling for at fortælle ham, at jeg alligevel kom hjem, og vi skulle hygge os i aften. Men han svarede ikke. Jeg prøvede flere gange medens jeg forsigtigt fandt stationen, men stadig ingen svar, så jeg lagde en sjov besked på telefonsvaren. Jeg gik ind i rutebilen, og ringede han svarede stadig ikke.

Jeg ringede til Else og bad hende gå ind og sige han skulle ringe til mig. Det var ikke ham der ringede, det var Else, der grædende fortalte mig at hun havde fundet ham død, og ringet 112, jeg skulle skynde mig hjem for falck, læge og politi var på vej. Jeg skreg højt inde i rutebilen, nej, ikke Erling ikke min Erling, han kan ikke være død, hvad skal jeg så gøre. Else sagde Falck kom, og jeg trykkede mekanisk telefonen ud, medens jeg hulkede og græd. Ikke Erling, ikke Erling. Der kom en ung mand hen til mig og spurgte hvad der var galt, og hulkende fortalte jeg det. De spurgte om jeg ikke ville have en taxa for der ville gå lang tid før jeg nåede det sted jeg skulle af. Jo, men jeg havde kun 100 kr. med for det var hvad taxaen kostede, det sidste stykke. De sagde jeg bare skulle ringe efter en og jeg ringede til ham der skulle have kørt mig det sidste stykke og fortalte ham om hvad der var sket og fik at vide hvor vi var, så han kunne samle mig op. Kort før vi nåede stedet, kom en af passagerene med penge de havde samlet sammen, så jeg havde til taxaen. Jeg takkede dem mange gange. Skyndte mig hjulpet af passageren over i taxaen, der hurtigt kørte mig hjem. Jeg tænkte det er en fejl, det er ikke rigtigt.

Men da vi kørte ind i gården vidste jeg det var sandt, jeg prøvede rystende at tage mig sammen, og hørte lægen forklare, at Erling, min Erling, simpelthen var død medens han spillede sit computerspil. Han fortalte også at politiet var på vej. Else hentede en stol, så jeg kunne sidde ned. Jeg spurgte om jeg ikke kunne have gjort noget hvis jeg var blevet hjemme. Lægen forklarede mig, at selvom han havde været ved siden af med alt deres udstyr, så havde de ikke kunnet redde ham. Else spurgte også om hun havde kunnet, når hun kunne hjertemassage, men lægen sagde ingen kunne have reddet ham. Efter nogen tid kom politiet og vi skulle begge svare på spørgsmål. Så fik falck folkene lov til at gå ind og lægge ham på båren. Jeg blev bedt om at gå ind i soveværelset i medens, for ikke at se de strakte ham ud, og lagde ham på båren. Ude i gange fik jeg lov til at sige farvel. Men det var forfærdeligt, jeg kunne fornemme han var blå i hovedet, han havde sin briller på, og hans skæg. Jeg hulkede farvel Erling. Så kørte de ham ud i gården og lagde ham ind i bilen, jeg græd og sagde igen farvel, da de kørte med ham. Han skulle undersøges for at konstatere der ikke var sket en forbrydelse. Kort tid efter kørte også politiet, vi lukkede Pippi ud af stuen og gik over til Olde. Else fortalte hun var gået udenfor, og så han ikke havde hentet posten, så den tog hun med, hun kiggede ind af stuevinduet og kunne se der var han ikke. Så gik hun om for at kalde på ham, for så vidste hun han sad ved computeren. Hun så straks gennem vinduet hvad der var galt. Smed brevene og løb ind til Olde og fortalte hvad hun troede, så samlede hun alt sit mod og gik herover. Her sad Pippi nede foran hans stol. Han sad, som spillede han stadig, med hovedet hængende på skrå. Else rørte forsigtigt ved ham, bange for han skulle falde ned af stolen. Så ringede hun 112 og bagefter til mig.

Jeg følte det som var der kommet en knude inde i mig. Så gik Else og mig en tur med Bølle (deres nye hund) og Pippi (min og ikke mindst Erlings hund). Bagefter var vi over og fodre. Jeg ringede til min søns kone og fortalte hende det, hun ville sige det videre. Så gik jeg over til mig selv. Jeg ville skifte til hverdagstøj, men det lå inde på kontoret. Her samlede jeg alt mit mod og gik ind. Erlings kontor stol var sat over til siden, og der var en våd plet på den. Hans computerspil spillede stadig bib båb, bib båb. Jeg gik hen til computeren og så græd jeg Åh Erling, du spillede ikke færdigt, og så lukkede jeg for sidste gang han spil og hans computer, medens jeg græd og sagde farvel til ham. Inde i mit indre syn, sad han stadig og spillede, og selv efter jeg havde lukket kunne jeg hører det bib båt. Jeg græd hulkende medens jeg skiftede tøj. Jeg sagde til Else vi skulle have hans stol sat udenfor, et sted hvor vi ikke lige kunne se den, indtil vi fik mulighed for at få den fjernet. Jeg ville lave om, hele kontoret skulle møbleres om. Vi fik også hans seng ud og vendte min om, og satte lys op. Jeg syntes selv det var tosset, hvorfor kunne jeg ikke bare lade hans seng stå, han ville jo komme tilbage, men så huskede jeg det igen, det gjorde han ikke. Aldrig mere. Jeg spiste sammen med Olde og Else, men spiste kun lidt. Knuden inde i mig ville ikke gå væk. Hvordan skal jeg kunne klarer mig uden min elskede Erling. Jeg græd ikke udvendig men indeni gjorde det så ondt. Jeg ville vise de andre jeg var stærk. Jeg er stærk, tænkte jeg og græd indeni af smerte og sorg.