Da jeg lærte at skrive
Olivia Birch...
10 år siden
Kjære dagbok
Sunstar31
10 år siden
Skam over sæd og æg - Kas...
Kasper Lund ...
8 år siden
Nye chili
Kenny Raun (...
10 år siden
Dagen tiltaget 5 timer og...
Hanna Fink (...
10 år siden
Syv år af livet - Dag 10/...
Ryan Raskoln...
3 måneder, 18 dage siden
Et lille hjerte krydser m...
ingelnielsen
11 år siden
Pigsen
Poul Brasch ...
11 år siden
Ferieslut
Hanna Fink (...
10 år siden
Første dag på Fyldepennen
Liza Abildsk...
10 år siden
Drømme om kærlighed
Ace Burridge...
12 år siden
En mission i livet
Salomon
9 år siden
It. Is. Yuge! YUGE, I tel...
Olivia Birch...
7 år siden
At se tilbage
Simone Krist...
10 år siden
Hverdag
Hanna Fink (...
6 år siden
Den Mørke Tid
Fru Flohr
1 år, 11 måneder siden
Så er der nok snart...
Michala Esch...
17 år siden
Velkommen, efterår!
Josephine Lø...
10 år siden
Vær hilset.

Hmm …
Dette er vist ikke et rigtigt dagbogsindlæg, men nærmere et belejligt sted at smide nogle indtryk, som pludselig enormt gerne ville ud midt i et brev til en anden Pennerist. Men da emnet er lidt ømtåleligt, ville jeg ikke bare fyre det af ud i det blå.

Som nogle ved, har jeg for nogle uger siden fået arbejde som gravermedhjælper.
Et ret godt job, der hovedsageligt drejer sig om vedligeholdelse af gravsteder. Eksempelvis at fjerne visne blomster osv. Nu har jeg altid holdt meget af at komme på kirkegårde, og har desuden for vane at læse gravstenene, se på gravene og i nogle tilfælde forestille mig historien bag. Sådan er det også her, og der er da også masser af historier at komme efter. Nogle af dem kender de andre ansatte endda personligt, da det er en landsbykirkegård.
Hovedparten af gravene er nu ret ”neutrale”, hvilket har den indlysende fordel for mig, at jeg ikke bliver vanvittig af at gå rundt i et miljø præget af konstant sorg. Så er der nogle stykker, som man bemærker. Jeg ved ikke med jer, men JEG kan i hvert fald ikke gå forbi en grav, hvorpå der ligger en børnetegning uden at skænke den en ekstra tanke. Især ikke, når stenen så fortæller, at den tilhører en kvinde, der kun lige rundede de 30 år.

Og så er der stedets (heldigvis) eneste nyere barnegrav.
En 14-årig pige, der blev kørt ned af skolebussen i 2003. Den rører vi slet ikke. Der hænger en lille lanterne ved den, og jeg er endnu ikke kommet forbi om formiddagen uden at der har brændt lys. Graven ligger i en græsplæne og omkring den er der en cirkel, hvor græsset er slidt helt ned. Det er forældrene, der har slidt det ved at gå omkring graven igen og igen og igen og …
Jeg sværger på, at jeg kan høre skriget til Himlen, når jeg går forbi.

Man kan så se fornuftsbetonet på det og sige, at tiden læger alle sår. At det er skadeligt at hænge fast i sin sorg, og at forældrene bør se at komme videre.
Men hvordan kan man se fornuftsbetonet på en 14-årig piges død?
Det er heldigvis ikke vores job. Vi kan nøjes med at så nyt græs og ellers lade forældrene tage stilling til, hvornår blomster skal kasseres og hvordan små figurer skal stå indbyrdes. Det er DERES datter, som ligger der. DERES lille pige, som tog i skole om morgenen og aldrig kom hjem igen.
Jeg kan ikke engang BEGYNDE at sætte mig ind i, hvordan det må føles. Bare håbe, at jeg aldrig kommer til at opleve det og huske på, hvor dyrebare mine børn er. Selv når de driver mig til vanvid.

Mvh
Eddie

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Om sorg. er publiceret 07/04-2006 17:22 af Daniella Helvant (Eddie).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.