Dette måtte jo komme før eller siden. Selv om jeg nok har været så naiv at tro, at det ikke ville ske for os. Men det gjorde det lørdag aften, og det et brag, der endte i at Tina skred, og det i fart, så hendes Honda lavede hjulspind tværs over gårdspladsen.

Det gik faktisk galt fra det øjeblik jeg så hende i lufthavnen om formiddagen. Vi havde aftalt at jeg skulle hente hende, så jeg havde arrangeret med J, at han var chauffør. Det var faktisk C forslag, så hun ville lave frokost til os og passe på Lassie, mens vi tog i lufthavnen. Utroligt hvad de to har gjort for mig de sidste uger. Fredag eftermiddag havde de fået drengene fra klubben til at hjælpe med at flytte mine sidste ting fra lejligheden. De kom otte mand fra ”mit” hold, så det var hurtigt overstået. Min eneste opgave bestod i at sige hvor tingene skulle placeres. Fantastisk hjælp, og da vi var ved at være færdige kom C dumpende med en bil fuld af pizzaer. Nu har jeg endelig alt samlet under et tag, rart for lejligheden skulle være rømmet til på mandag.

Nå, men i lufthavnen gik det altså ikke så godt. Da hun så gipsen på mit ben, blev hun først forskrækket, så temmelig sur på mig, fordi jeg ikke havde sagt at det var så slemt. Og hun blev på ingen måde opblødt at min forsikring om, at jeg ikke ville ødelægge hendes ferie ved at fortælle det. Bedst som vi stod der og diskuterede kom Morten. Det vidste sig at han også var med flyveren hjem, hvilket Tina ikke havde fortalt noget om. Morten vidste sig at være en tjekket fyr; der var de rigtige mærker på tøjet, selv om han på mig virkede lidt for overtjekket, lidt for brun og lidt for meget guld på hænderne om halsen. Desværre virkede han også som en rigtig sympatisk mand, både kvik og vittig. Jeg skriver desværre, fordi jeg egentlig på forhånd havde besluttet mig for, at ham kunne jeg ikke lide. Det hænger selvfølgelig sammen med det faktum, at han har været kærester med Tina, og jeg helt ærligt ikke har været helt vild med tanken om, at de tog har været på ferie sammen, selv om det så har været sammen med deres forældre.

Det vidste sig så, at han havde sin bil stående i lufthavnen, og at Tina aftalt med ham at det var lettere hvis han kørte hende hjem. Hun ville (forståeligt nok) gerne hjem og have pakket ud. Men det var jo nok var en omvej for J og mig at køre til byen og så tilbage til Karensminde. Måske var det lidt for naivt af mig at forvente, at efter fjorten dages hvor vi ikke havde set hinanden, så ville hun være mere interesseret i at tage med mig hjem? Jeg må indrømme, at jeg blev mere eller mindre mundlam, og ja, nok også lidt fornærmet. Så det var J der forsøgte at lokke med, at C ventede med lækker frokost, og hun sagtens kunne køre med dem hjem senere. Det ville hun dog ikke, for hun trængte virkelig til at komme hjem, som hun sagde. Hvilket Morten bakkede hende op i, for det gjorde han sørme også. Så det var sådan det blev. Morten hentede sin bil, hvilket vidste sig at være en kæmpe Audi, med det lille diskrete Quattro mærke på, mens jeg så aftalte med Tina, at hun ville komme ud på gården lidt senere på dagen.

Jeg tror ikke vi sagde mere to sætninger til hinanden på hjem fra lufthavnen. J startede eller med at spørge, hvad der lige var sket der? Jeg kunne kun svare, at jeg ikke anede det, og så kørte vi ellers de 30 minutter hjem igen, i dyb tavshed. Da C opdagede at vi kom tilbage uden Tina, troede hun først, at hun ikke havde været med flyveren. Hun kiggede vantro på mig, da jeg forklarede hende hvordan det hang sammen. J måtte forklare det en gang til, før hun troede på det. Så den lækre frokost C havde forberedt, blev indtaget i en noget trykket stemning, selv om de gjorde det bedste for at muntre mig op. Det blev nu Lassie der fik mit humør op igen, for den kom igen og igen hen til mig, og blev ved at insistere på den skulle kløes. J og C kørte ved tre tiden, og præcis klokken syv kom Tina med et stort smil. Og der gik vel ikke mere end ti minutter, så var hun skredet igen. Det startede med at jeg spurgte hende om hvordan ferien havde været, og hun fortalte straks smilende løs, om alt det de havde lavet. Det irriterede mig bare, at Mortens navn blev nævnt hele tiden. Uanset hvad hun fortalte, så var det noget med morten. Restauranter de havde besøgt, som han kendte fra tidligere, alle steder de havde set, da Morten havde lejet en bil til dem. Hvor god han var til at navigere båden… Morten, Morten i et væk, så da jeg nævnte ”at de nok havde hygget sig”, startede skænderiet, med et ”hvad fanden jeg mente med det?”. Det hele endte med at vi kaldt hinanden en helt masse knapt så pæne, hvor efter hun ræsede herfra i Hondaen.

Selv om jeg ringede og sms’ede til hende flere gange lørdag aften og om søndagen fik jeg først fat i hende i går formiddags ved at ringe ind i frisør salonen, der kunne hun tog ikke lige snakke, men vi fik da sådan nogenlunde sagt undskyld til hinanden. hun ringede så til mig i går aftes, og vi aftalte hun ville komme ud til mig i aften, så vi kunne få snakket ud. Det er jeg rigtig spændt på. Jeg er ret sikker på, at hun har været sammen med Morten på ferien, og at hun muligvis er faldet for ham igen. Hvorfor er hun ellers blevet så fjern og total anderledes i løbet af fjorten dage? Jeg må indrømme at tanken er sust rundt i hovedet på mig siden lørdag aften, selv om jeg har forsøgt at jage den væk, så bliver den ved med at dukke op. Jeg trænger til at få afreageret ved fysisk aktivitet, jeg savner den daglig træning, lugten af sved i træningssalen, det at sparke og slå på sandsækkene, og i det hele taget mangler jeg atmosfæren i klubben. Det har altid hjulpet mig at træne, når de indre tanker har været i oprør som nu. Den løsning har jeg så ikke lige mulighed for nu, så nu har jeg forsøgt at skrive lidt af kaoset ned. Uanset hvad, så er det ikke andet at gøre, end at vente til i aften og se hvad snakken med Tina fører til. Jeg kan godt mærke, at jeg forberedt på det værste, og det gør mig trist. Godt jeg har Lassie til at muntre mig lidt op.