For leden stod jeg i H&M og havde mine børn med. Jeg skulle købe en gave til hver af dem til trods for at de var med. Ungerne er trætte, jeg er stresset, og det siger sig selv, at det kan være problematisk at skjule, at man køber en gave til to børn, der er med, men jeg får diskret lagt gaverne på disken, får børnene til at gå om på den anden side af en reol og kigge på halskæder og dippedutter, og så forklarer jeg to damer, der står og snakker sammen i køen, sagen og spørger om jeg må smutte foran dem. Den ene siger så tøvende. Jaaah, så okay. Men vi har jo alle sammen noget vi skal, Og hun siger det i sådan en lidt syrlig tone, som fortæller mig, at det slet ikke er i orden. Jeg siger: jamen, hvis det er et problem, går jeg bare om bag ved.
Så det gjorde jeg. Men jeg håber godt nok, de skammede sig. Jeg ved godt, alle har travlt, men jeg havde for fanden to små børn med, der ikke måtte se deres julegaver, og de to damer virkede faktisk ikke særlig stressede, men stod og hyggesnakkede. Hvor smålig kan man blive? Sådan ville jeg ikke selv have reageret, men okay, hun var måske ved at lære at sige fra eller noget...måske er der for mange, der har trådt på hende... så bliver man jo lidt nærig.. julen er tilgivelsens tid. Det må jeg huske. Specielt i år.