Hvorfor har jeg ikke ondt? Hvorfor føler jeg ingen smerte? Skulle det ikke gøre ondt at blive droppet? Burde jeg ikke sidde på mit værelse og stortude, mens jeg hører heart-broken musik? Burde jeg ikke falde ned i et hul og få lyst til kager og chokolade? Burde jeg ikke løbe al den forfærdelige smerte, som jeg burde føle, væk?
Hmmm, i stedet, er jeg glad. Ret så meget på toppen, men ikke uovervindelig. Føler mig som et menneske. Jeg har det godt. Skrevet et brev til en gammel veninde fra efterskolen. Lavet næsten alle mine lektier. Mit værelse er ryddet op. Svarede rigtigt på stortset alle spørgsmål i "hvem vil være milioner?" Haft hånden oppe 100 gange i skolen(ca) Grint, leet, haft det vildt fantastisk med dem i klassen. Stod et kvarter før op i morges end jeg burde. = 5.25.... Det betyder for mit vedkomne, 5timer og 20 minutters søvn. Været ude og handle med Mor. (hvilket jeg ellers ikke plejer at sige ja til, og hygge mig med det) Snakket med familien. Været på biblioteket og låne en fandens masse bøger.
Har ikke set Dl på skolen idag, og det kan være det går galt når jeg gør.
Men lige meget hvad, skal jeg prøve at virke glad, overskudsagtig og på toppen. Som om han ikke rører mig, overhovedet.
Men det er underligt at jeg har det så godt. Spørger mig selv om det er fordi jeg ikke har indset at det er slut endnu.
Om jeg bare ikke var forelsket.
Om jeg ganske simpelt er hårdhudet.
Om det bare er et sprøgsmål om at holde mig selv igang, og sekundet der ikke er noget at lave, ikke er noget at tænke på, bryder jeg sammen.
Men... Ja, jeg ved det ikke.
Jeg ved at jeg kommer igennem det her. Igennem hvad som helst. Verden er så stor. Der er så mange muligheder.
- Foresten, fremtiden, som jeg på et tidspunkt var dybt frusteret over, skræmmer mig ikke mere. Det er en ting der kommer. Da det gik op for mig at hver sekund jeg lever faktisk ER fremtiden, fremtiden for et sekund siden, virker intet så uoverskueligt mere. Dage er dage, som er dage der går. Tiden sniger sig afsted og man er der hele tiden. I fremtiden, nutiden, fortiden; som man nu ta'r det.
Det srkæmmer mig ikke.
Men jeg vil op og brænde et billede af. Et billede af Dl jeg lige har printet ud. Under det har jeg skrevet:
"-Lidelse er midlertidigt
Stolthed er for evigt"
Det skal bare brændes. For sjovs skyld. For at have noget at lave.
Tror lige først jeg vil skrive alle mine minder ned. Alle hans ord. De skal brænde op.
Hævngerrig, men ikke ked af det.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.